radio

FN-domstol: Rwandisk rigmand havde nøglerolle under folkedrab

En retssag mod den rwandiske forretningsmand Felicien Kabuga er torsdag gået i gang ved en FN-domstol i Haag.

Anklager Rashid Salim Rashid (til venstre) siger torsdag, at Felicien Kabuga spillede en væsentlig rolle under folkedrabet i Rwanda i 1994.
Anklager Rashid Salim Rashid (til venstre) siger torsdag, at Felicien Kabuga spillede en væsentlig rolle under folkedrabet i Rwanda i 1994. Pool/Reuters

Den rwandiske rigmand Felicien Kabuga spillede en "væsentlig" rolle under folkedrabet i det centralafrikanske land Rwanda i 1994.

Sådan lyder det torsdag ved en FN-domstol i hollandske Haag.

Kabuga, der engang var en af Rwandas rigeste personer, skal have brugt sin formue til at sprede hadtale om tutsibefolkningen. Hundredtusindvis af tutsier blev dræbt under folkedrabet for knap 30 år siden.

Kabuga skal også have givet våben til den voldelige Interahamwe-milits.

- Kabuga behøvede ikke selv at bruge et gevær eller svinge en machete. Han leverede i stedet masser af våben og arrangerede træning for Interahamwe, lyder det torsdag fra anklageren Rashid Salam Rashid.

Kabuga, der i dag sidder i kørestol, er mange steder oplyst som værende 89 år. I anklagen mod ham står der dog, at han er 87 år.

Den indflydelsesrige forretningsmand var ifølge FN-domstolen med til at tilskynde det blodige folkedrab gennem sin radiostation.

- Han behøvede ikke selv at bruge mikrofonen for at opfordre til udryddelsen af tutsier i radioen. Men han stiftede, betalte og stod i spidsen for en radio, der sendte folkedrabspropaganda på tværs af Rwanda, siger anklageren.

Efter årtier på flugt blev Kabuga anholdt i Frankrig i 2020.

Hans advokater har flere gange forsøgt at få afblæst sagen mod Kabuga af helbredsmæssige årsager. Det er dog ikke lykkedes.

- 28 år efter hændelserne handler denne sag om at stille Felicien Kabuga til ansvar for sin væsentlige og bevidste rolle under folkedrab, siger anklageren.

Kabuga er torsdag ikke selv til stede ved FN-domstolen i Haag.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden