FN evakuerer internationale ansatte fra voldsplagede Haiti
Volden og urolighederne i Haiti har gjort medarbejdere sårbare over for bortførelser og angreb, siger FN.
Opdateret kl. 05:44
FN giver nu ordre til, at alle internationale medarbejdere, der ikke har en essentiel funktion, skal evakueres fra Haiti.
Organisationen henviser til den igangværende vold i landet, som har gjort medarbejderne sårbare over for bortførelser og fødevarelagrene sårbare over for angreb.
Evakueringsordren kommer, to måneder efter at FN's Sikkerhedsråd stemte for at beholde sit kontor i Haiti i yderligere et år samt at udvide bemandingen.
Mandag er der planlagt et møde i FN-regi om situationen i Haiti. USA overvejer angiveligt at foreslå nye sanktioner mod Haitis bandeledere og de, der leverer våben og finansiel støtte til banderne.
I et kommuniké udsendt af FN's vicegeneralsekretær for sikkerhed, Gilles Michaud, fredag henviser han til en revideret sikkerhedsrisiko for Haiti. Ud fra den anbefales det, at medarbejderne bliver evakueret.
Stéphane Dujarric, der er talsmand for FN-generalsekretær António Guterres, bekræfter evakueringsordren over for avisen Miami Herald. Han oplyser ikke, hvor mange FN-ansatte det drejer sig om.
På det seneste er volden i Haiti eskaleret. I flere uger har landet oplevet et hidtil uset niveau af demonstrationer mod regeringen og de stigende priser på fødevarer og brændstof.
I mange tilfælde er demonstrationerne endt voldelige, og grupper af tungt bevæbnede personer har sat ild til bygninger og plyndret hospitaler, banker og fødevarelagre - mange af dem støttet eller drevet af FN.
Som følge af volden er både haitianere og udlændinge blevet tvunget til at søge i ly, ligesom at ambassader er blevet midlertidigt lukket.
På FN's Generalforsamling i New York City fredag fortalte Stéphane Dujarric, at mange FN-støttede organisationer "er blevet direkte plyndret af uromagere" under de seneste protester.
Mindst to lagre tilhørende FN's Verdensfødevareprogram, et i byen Les Cayes og et andet i Gonaives, er blevet plyndret, mens flere kontorer er blevet sat i brand.
/ritzau/dpa
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.