folkeafstemning

FN nedstemmer russisk ønske om skjult afstemning om Ukraine

Rusland peger på vestlig lobbyisme og ønsker, at afstemning om fordømmelse af annekteringer gøres hemmelig.

Senere i denne uge skal FN-landene stemme om en resolution, der vil fordømme Ruslands forsøg på annekteringer af ukrainske områder. Billedet er fra september, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj talte til FN's Generalforsamling.
Senere i denne uge skal FN-landene stemme om en resolution, der vil fordømme Ruslands forsøg på annekteringer af ukrainske områder. Billedet er fra september, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj talte til FN's Generalforsamling. Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:43

Et flertal i FN's Generalforsamling har mandag afvist Ruslands ønske om at gøre en afstemning om fordømmelse af de russiske annekteringer i Ukraine hemmelig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

107 af generalforsamlingens 193 medlemmer stemte imod det russiske ønske om en hemmelig afstemning.

FN skal stemme om en resolution, der fordømmer Ruslands folkeafstemninger og forsøg på annektering i fire delvist besatte regioner i Ukraine.

Diplomater siger, at afstemningen om resolutionen sandsynligvis finder sted onsdag.

13 lande stemte for en hemmelig afstemning, mens 39 lande undlod at stemme. De resterende 34 lande stemte ikke.

Ruslands argument for, at en hemmelig afstemning er nødvendig, er, at vestlig lobbyisme gør, at "det kan blive meget svært, hvis meninger udtrykkes offentligt".

I fire ukrainske regioner, Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja, er der blevet afholdt, hvad der af Rusland betegnes som folkeafstemninger om, hvorvidt regionerne ønske at være en del af Rusland.

Rusland forsøger nu at annektere regionerne.

Ukraine og dets allierede har fordømt afstemningerne som ulovlige og udført under tvang.

Resolutionen, der skal til afstemning senere på ugen, opfordrer stater til ikke at anerkende Ruslands handlinger og bekræfter Ukraines suverænitet og territorielle integritet.

Antony Blinken, der er USA's udenrigsminister, opfordrede tidligere mandag det internationale samfund til at gøre det klart, at Ruslands præsident Vladimir Putins handlinger er "fuldstændig uacceptable".

- Nu er det på tide at tage bladet fra munden og støtte Ukraine. Det er ikke tid til at stemmeafståelse eller undvigende svar under dække af neutralitet. Kerneprincipperne i FN-pagten er på spil, siger Blinken i en udtalelse.

I september nedlagde Rusland veto mod en lignende resolution i FN's Sikkerhedsråd, hvor Rusland er et permanent medlem.

Ved mandagens møde har Ukraine desuden fordømt Rusland som en terrorstat.

- Rusland har endnu engang bevist, at det er en terrorstat, der skal hindres på alle måder, sagde Serhij Kyslytsja, der Ukraines FN-ambassadør ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han fortalte videre, at hans egen nære familie var kommet under angreb i de missilangreb, der mandag ramte flere steder i Ukraine. 12 mennesker mistede livet.

Ruslands FN-ambassadør Vasilij Nebenzja nævnte ikke mandagens angreb, men forsvarede de russiske annekteringer.

- Vi bliver anklaget, når vi forsøger at beskytte vores brødre og søstre i det østlige Ukraine, sagde han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden