Verden

FN: På et år er 36.000 palæstinensere blevet fordrevet på Vestbredden

Udvidelser af ulovlige israelske bosættelser har tvunget tusindvis ud af deres hjem, skriver FN i rapport.

En israeler holder vagt på Vestbredden, mens palæstinensere er på vej ud for at høste oliven sidste efterår. Ifølge FN's menneskerettighedskontor blev olivenhøsten på Vestbredden den dårligste i flere årtier. (Arkivfoto).
En israeler holder vagt på Vestbredden, mens palæstinensere er på vej ud for at høste oliven sidste efterår. Ifølge FN's menneskerettighedskontor blev olivenhøsten på Vestbredden den dårligste i flere årtier. (Arkivfoto). Raneen Sawafta/Reuters

Opdateret kl. 12:05

Israels udvidelse af bosættelser på Vestbredden og vold begået af bosættere drev sidste år titusindvis af palæstinensere på flugt.

Fra oktober 2024 til oktober 2025 blev 36.000 palæstinensere således fordrevet fra deres hjem i området.

Det skriver FN's menneskerettighedskontor (OHCHR) i en rapport.

I perioden registrerede FN flere end 1700 hændelser, hvor israelske bosættere på Vestbredden begik vold mod palæstinensere eller hærværk mod palæstinensisk ejendom og jord.

- Bosættervolden fortsatte på en koordineret, strategisk og stort set uimodsagt måde, hvor israelske myndigheder spillede en central rolle i forhold til at styre, deltage i eller muliggøre denne adfærd, står der i rapporten.

Alene i oktober sidste år, hvor der blev høstet oliven på Vestbredden, blev 131 palæstinensere såret i 42 bosætterangreb.

Daglige angreb begået af bosættere og israelske soldater samt blokader af palæstinensisk land medvirkede ifølge rapporten til, at olivenhøsten på Vestbredden i efteråret 2025 blev den dårligste i flere årtier.

I nogle tilfælde blev familier adskilt, når kvinder og børn flygtede fra deres hjem, mens mændene i familierne blev tilbage for at forsøge at få deres ejendomme og land tilbage.

FN skriver, at udviklingen skaber bekymring for, at der er tale om egentlig etnisk udrensning. Organisationen bemærker, at fordrivelsen af palæstinensere på Vestbredden faldt sammen med "den omfattende fordrivelse af palæstinensere i Gaza".

Ifølge rapporten godkendte eller fremrykkede de israelske myndigheder opførelsen af næsten 37.000 nye boliger i israelske bosættelser i Østjerusalem fra efteråret 2024 og et år frem.

Derudover blev 27.200 nye israelske boliger godkendt på Vestbredden.

Vestbredden og Østjerusalem har været besat af Israel siden seksdagskrigen i 1967. Østjerusalem blev annekteret af Israel i 1980.

Dele af området er under fuld palæstinensisk kontrol. Dele er delvist administreret af Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. Resten - herunder bosættelserne - er under fuld israelsk kontrol.

Bosættelserne anses af FN for at være ulovlige.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden