FN's menneskerettighedschef stopper efter fire år på posten

Efter fire år og stigende kritik af indsatsen stopper Michelle Bachelet som FN's menneskerettighedschef.

Michelle Bachelet gik fra at være torturoffer under Augusto Pinochets militærdiktatur til at blive den første kvindelige præsident i Chile. Hun har været menneskerettighedschef i FN siden 2018, men stopper nu på posten (Arkivfoto). <i>Denis Balibouse/Reuters</i>

Michelle Bachelet gik fra at være torturoffer under Augusto Pinochets militærdiktatur til at blive den første kvindelige præsident i Chile. Hun har været menneskerettighedschef i FN siden 2018, men stopper nu på posten (Arkivfoto). Denis Balibouse/Reuters

FN's menneskerettighedschef Michelle Bachelet genopstiller ikke til posten.

Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.

70-årige Bachelet er tidligere præsident i Chile og har siddet på FN-posten i en enkelt periode - siden september 2018.

Kritikken af Michelle Bachelet har ifølge nyhedsbureauet været stigende i løbet af den seneste tid.

Det skyldes, at NGO'er og medlemslande har været utilfredse med, at menneskerettighedschefen ikke har været åbenmundet nok, når det kommer til lande, som står bag mulige brud på menneskerettighederne.

Det gælder især hendes håndtering af Kina, som af nogle lande, herunder USA, beskyldes for at begå folkedrab mod uighurerne og andre muslimske mindretal i Xinjiang-provinsen.

Bachelet er blevet hårdt kritiseret for ikke at udgive en rapport om forholdene i Xinjiang-provinsen. Rapporten er ifølge Bachelet i gang med at blive opdateret.

Hun besøgte som den første menneskerettighedschef i 17 år provinsen i sidste måned.

Generelt er posten som FN's menneskerettighedschef genstand for meget kritik grundet pres fra mange forskellige lande verden over.

De fleste af Bachelets forgængere har kun siddet på posten i én periode, som maksimalt kan bestrides i to perioder ad gangen.

Michelle Bachelet har ikke selv begrundet sin afgang.

Hun var Chiles præsident fra 2006 til 2010 og fra 2014 til 2018. Her gik hun fra at være torturoffer under Augusto Pinochets militærdiktatur til at blive den første kvindelige præsident i Chile.

Sin nuværende post fik Bachelet i 2018 og stopper i slutningen af august. Her har hun ifølge AFP lagt vægt på dialog og diskret diplomati. En stil, der altså har skabt utilfredshed nogle steder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden