Verden

FN's sikkerhedsråd ophæver sanktioner mod Syriens præsident

Ifølge AFP er ophævelsen af sanktionerne symbolsk, da de blot blev ophævet, når al-Sharaa rejste.

FN's Sikkerhedsråd har torsdag stemt for at ophæve sanktionerne mod Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Også Syriens indenrigsminister, Anas Hasan Khattab, er blevet fjernet fra sanktionslisten.

Ifølge nyhedsbureauet er der tale om en IS- og al-Qaeda-sanktionsliste, som de to ikke længere figurerer på.

Ophævelsen af sanktionerne blev godkendt af 14 rådsmedlemmer. Kina undlod at stemme.

Det sker, inden al-Sharaa skal besøge USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus i næste uge.

Ifølge AFP er ophævelsen af sanktionerne i høj grad symbolsk, da sanktionerne blot blev ophævet, hver gang al-Sharaa skulle rejse uden for landet som præsident.

Ahmed al-Sharaa stod tidligere i spidsen for oprørsbevægelsen Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som i december sidste år væltede det daværende syriske regime og den daværende præsident, Bashar al-Assad.

HTS har rødder i Jabhat al-Nusra, som var tæt allieret med den militante gruppe al-Qaeda. I juli blev HTS fjernet fra USA's terrorliste.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden