Første fly med migranter lander i Colombia efter Trump-aftale
Colombia afværgede i 11. time en række sanktioner og højere toldsatser fra USA's side med aftale om migranter.
Opdateret kl. 14:45
Et fly med migranter, der er blevet deporteret fra USA for at blive sendt til Colombia, er tirsdag landet i den colombianske hovedstad, Bogota.
Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Natten til mandag meddelte Det Hvide Hus, at Colombia var gået med til at tage imod colombianske migranter, der skal hjemsendes fra USA.
Til gengæld ville USA droppe at indføre told på 25 procent på varer fra Colombia samt stoppe planer om en række sanktioner mod colombianske embedsmænd og borgere.
Flyet, der tirsdag er landet i Bogota, er det første fly, der lander i Colombia med deporterede borgere om bord, siden aftalen med USA blev indgået.
Der var 110 colombianere om bord. Inden de blev sendt ud af USA, boede de alle i storbyen San Diego i Californien.
Yderligere ét fly fra USA sætter tirsdag kurs mod Colombia med deporterede indvandrere om bord.
USA's præsident, Donald Trump, skrev søndag på sit sociale medie, Truth Social, at han ville indføre told på 25 procent på alle varer fra Colombia - og at satsen efter en uge ville blive hævet til 50 procent.
Samtidig skrev han, at han ville indføre en række sanktioner og indrejseforbud rettet mod Colombia og colombianske borgere.
Trump beskrev de varslede tiltag som "gengældelsesforanstaltninger".
Advarslen fra Trump kom, efter at Colombia søndag havde afvist to amerikanske militærfly med migranter om bord.
Inden parterne nåede til enighed, truede Colombias præsident, Gustavo Petro, søndag med at lægge told på varer fra USA.
Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange migranter der i alt bliver tale om.
Trump har under valgkampen i efteråret lovet at gennemføre massedeportationer af indvandrere, der opholder sig ulovligt i landet.
Der er tale om et stort antal mexicanere samt sydamerikanere fra lande længere mod syd, som er rejst via Mexico til USA.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.