For få hænder og mange brevstemmer forsinker valgresultat i Nevada

Senatsvalget i Nevada bliver fulgt tæt ved midtvejsvalget i USA. Små bevægelser kan tippe resultatet i staten.

I Nevada står valget til Senatet mellem Demokraternes Catherine Cortez Masto, som vandt en plads i Senatet i 2016 og dermed er på genvalg nu, og Republikanernes Adam Laxalt. Her bærer en af Laxalts støtter et par højhælede sko med det amerikanske flag på og et skilt med teksten "Make Nevada red again" ved et valgarrangement i Nevada. <i>Mario Tama/Ritzau Scanpix</i>

I Nevada står valget til Senatet mellem Demokraternes Catherine Cortez Masto, som vandt en plads i Senatet i 2016 og dermed er på genvalg nu, og Republikanernes Adam Laxalt. Her bærer en af Laxalts støtter et par højhælede sko med det amerikanske flag på og et skilt med teksten "Make Nevada red again" ved et valgarrangement i Nevada. Mario Tama/Ritzau Scanpix

Der er onsdag formiddag udsigt til, at resultatet af tirsdagens kongresvalg i den amerikanske delstat Nevada bliver forsinket.

Det skyldes blandt andet mangel på valgtilforordnede samt et stort antal brevstemmer, som ikke alle sammen bliver opgjort med det samme.

Det skriver de amerikanske medier NBC News og The Nevada Independent.

Det er især i de to amter Clark County og Washoe County, som huser omkring 89 procent af delstatens vælgere, at udfordringerne skaber forsinkelse i optællingen.

Ifølge NBC News er det usikkert, om delstaten har et resultat klar for senatsvalget, "før solen står op" onsdag. Nevada er ni timer efter Danmark, så solopgang er først efter klokken 15 dansk tid.

Indtil videre er omkring 74 procent af stemmerne ifølge NBC News optalt kort før klokken 01.00 lokal tid - svarende til klokken 10.00 dansk tid.

Senatsvalget i Nevada er et af de opgør, som bliver fulgt tæt ved midtvejsvalget.

På den ene side står demokraten Catherine Cortez Masto, der er tidligere advokat.

I 2006 blev hun Nevadas justitsminister, og efter otte år på posten stillede hun for første gang op til en plads i Senatet i 2016. Hun vandt med en smal sejr og er dermed på genvalg nu for første gang.

I det andet ringhjørne står republikaneren Adam Laxalt, der blandt andet var ekspræsident Donald Trumps kampagnechef i Nevada i 2020.

Nevada er ofte en tæt delstat, som kan være uforudsigelig. Fordi valg i Nevada ofte afgøres med små marginer, kan selv små bevægelser tippe delstaten den ene eller anden vej.

Status onsdag formiddag dansk tid er, at valget er meget tæt.

Ifølge NBC News' prognose er 48 pladser gået til Demokraterne og 47 pladser til Republikanerne. Dermed mangler fem pladser at blive afgjort.

I øjeblikket er manges øjne rettet mod delstaterne Arizona, Georgia, Wisconsin og så Nevada. Her ligger stemmerne så tæt, at det er svært for amerikanske medier at forudse det endelige resultat.

Særligt for Georgia gælder, at der formentlig bliver brug for endnu et valg 6. december, før der er fundet en vinder blandt de i alt fire kandidater. Delstaten har en særlig regel om, at valget skal gå om mellem de to kandidater med flest stemmer, hvis ingen får over 50 procent i første runde.

I Senatet har Republikanerne ikke vundet nogen af de pladser, hvor der før valget sad en demokrat. Men Demokraterne har i Pennsylvania vundet en af de republikanske pladser.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.