Bombe dræber syv og sårer over 40 ved moské i Kabul

Alle ofre er civile, siger afghansk politi efter angreb på moské lige efter fredagsbønnen.

Bevæbnede folk fra Taliban står vagt nær en moské i Kabul, hvor en  bombe ved en moské fredag dræbte syv og og sårede over 40. <i>Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix</i>

Bevæbnede folk fra Taliban står vagt nær en moské i Kabul, hvor en bombe ved en moské fredag dræbte syv og og sårede over 40. Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix

Mindst syv mennesker blev dræbt og over 40 blev såret, da en bombe eksploderede uden for en moské i den afghanske hovedstad efter fredagsbønnen.

- Efter bønnen, da folk skulle ud ad moskéen, skete eksplosionen, siger en talsmand for Kabuls politi, Khalid Zadran.

Der er børn blandt ofrene, oplyser han.

Højtstående Taliban-medlemmer deltager ofte i fredagsbønnen i den ramte moské, skriver nyhedsbureauet AFP.

En bombe i den samme moské i 2020 dræbte lokal imam.

Eksplosionen er den seneste i en række dødelige angreb de seneste måneder mod moskéer under fredagsbønnen.

Nogle gange har Islamisk Stat taget skylden. Ingen har i denne forbindelse sagt, at de står bag.

- Alle ofrene er civile, oplyser politiets talsmand.

Eksplosionen skete i området Wazit Akbar Khan. Det blev tidligere kaldt den grønne zone. Her holdt mange udenlandske ambassader og Nato til, indtil Taliban sidste sommer indtog bydelen.

Talibanbevægelsen overtog regeringsmagten i Afghanistan for over et år siden - den 15. august 2021. Siden da har IS ramt landet med flere dødelige angreb. De har primært været målrettet religiøse minoriteter.

IS har ikke kontrol over nogen områder i Afghanistan. Det har dog flere små grupperinger, der udfører angreb forskellige steder i landet.

USA stod i spidsen for en invasion af Afghanistan i 2001, som endte med at vælte den daværende Taliban-regering.

Det skete, efter at den islamistiske bevægelse havde nægtet at udlevere den nu afdøde leder af al-Qaeda Osama bin Laden i kølvandet på angrebene mod USA 11. september 2001.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dreng mistede del af finger på skolens legeplads
Luk