Forsker: Mest sandsynligt at russisk flagskib er ramt af missil
Uanset årsag er det et kæmpe nederlag for Rusland, at krigsskibet "Moskva" er gået ned, mener forsker.
Opdateret kl. 15:36
Det er et stort prestigetab for Rusland, at flagskibet "Moskva" er sunket. Og det er uanset, om det er gået ned på grund af en brand og en efterfølgende eksplosion, som russerne hævder, eller det er skudt i sænk, som Ukraine siger.
Det mener Kenneth Øhlenschlager Buhl, militærforsker ved Forsvarsakademiet herunder med fokus på maritim sikkerhed. Han hælder selv til ukrainernes forklaring om, at skibet blev ramt af missiler og derefter gik ned.
- Det er den mest plausible forklaring, siger han.
Siden eksplosionen blev kendt natten til torsdag dansk tid, har der været forskellige meldinger fra Rusland og Ukraine om, hvad der forårsagede den.
Russiske myndigheder har sagt, at eksplosionen opstod som følge af en brand om bord på skibet, der befandt sig i Sortehavet ud for Ukraines kyst.
Har russerne ret vil det ifølge Kenneth Øhlenschlager Buhl vidne om stor mangel på professionalisme fra russisk side.
- Sådan en brand må simpelthen ikke opstå på et skib, som er velorganiseret og drevet af en disciplineret besætning, siger han og fortsætter:
- Sådan en brand opstår kun på grund af manglende professionalisme.
Ukraine hævder, at ukrainske styrker beskød det russiske krigsskib med to missiler, og at det var årsag til eksplosionen og den efterfølgende brand.
Ruslands forsvarsministerium oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at skibet blev slæbt i havn i stormvejr, og det var her, at forliset skete.
- Skibet mistede stabilitet på grund af skade på skroget, der er forårsaget af eksplosion i ammunition på grund af en brand. Skibet sank under en tung storm, meddeler ministeriet.
Skibet på 12.500 ton havde omkring 500 besætningsmedlemmer. De blev evakueret til andre skibe i Sortehavet, tilføjer det russiske ministerium ifølge Tass.
Ifølge militærforskeren er det ligegyldigt, hvilken forklaring til skibets forlis, som Rusland vælger at bruge.
- Det ser lige dårligt ud i begge tilfælde, siger Kenneth Øhlenschlager Buhl.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.