Forsker om påstået angreb: Vil være pinligt for Rusland
Fredag kan Ukraine have udført det første kendte angreb på russisk jord under den mere end fem uger lang krig.

Billeder viser flammer i baggrunden i den russiske by Belgorod fredag. Belpressa/Reuters
Bliver et påstået ukrainsk angreb på russisk jord bekræftet, vil det sætte russisk forsvar i et dårligt lys.
Det mener militærforsker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.
En guvernør fortalte fredag, at et oliedepot i den russiske by Belgorod stod i brand efter et ukrainsk angreb udført af to helikoptere. Byen ligger omkring 40 kilometer fra grænsen til Rusland.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har hverken villet be- eller afkræfte, at angrebet er udført at af Ukraine.
Men bliver det bekræftet, vil der være tale om det første kendte ukrainske angreb på russisk jord i den mere end fem uger lange krig.
Det ville både være "en symbolsk sejr" for Ukraine og et nederlag for Rusland, mener Puck Nielsen.
- Det er jo ret pinligt for Rusland, hvis to ukrainske helikoptere har fået lov at flyve flere kilometer ind på russisk område, siger Puck Nielsen.
Nogle ukrainske kommentatorer har ifølge The Guardian antydet, at angrebet i virkeligheden kunne være en russisk "false flag"-operation. Det er et begreb, der bruges om en mission, der har til formål at skjule, hvem der reelt står bag.
Men Anders Puck Nielsen har svært ved at se det som særlig plausibelt, da det for ukrainsk militær giver mening at ramme et oliedepot.
- Det er jo et helt legitimt militært mål og meget rationelt at gøre. Så jeg synes ikke, at det ligner en false flag-operation. Så ville man nok gå efter noget andet, for eksempel civilbefolkningen - altså hvis man skulle bruge det til at skabe en mere ophidset stemning, siger militærforskeren.
Kreml-talsmand Dmitrij Peskov udtaler fredag, at angrebet kan stå i vejen for fredsforhandlinger i fremtiden.
- Selvfølgelig er det her ikke noget, der kan opfattes på den måde, at det skaber behagelige rammer for fortsatte forhandlinger, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.