Politi

Forsker om Tjernobyl: Usandsynligt med akut strålingssyge

Ukrainske myndigheder har påstået, at russere ved Tjernobyl kan dø inden et år. Usandsynligt, mener forsker.

De russiske styrker forlod angiveligt igen Tjernobyl den 31. marts. (Arkivfoto).
De russiske styrker forlod angiveligt igen Tjernobyl den 31. marts. (Arkivfoto). Gleb Garanich/Reuters

Opdateret kl. 13:08

Russere, der har gravet skyttegrave tæt på atomkraftværket Tjernobyl, har på grund af strålingssyge højst et år tilbage at leve i.

Sådan lød påstanden fra ukrainske myndigheder tidligere på dagen.

Men det er umiddelbart et vovet postulat. Det vurderer forskningsleder ved center for strålingsfysik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Bent Lauritzen.

- Det lyder ikke sandsynligt - med det forbehold at vi ikke kender de præcise niveauer, siger han og tilføjer:

- Men de niveauer, vi kender til, er ikke tilstrækkelige til at give akut strålesyge.

Påstanden stammer fra Ukraines energiminister, German Galusjtjenko.

Tjernobyl blev taget ud af drift i 1986. Her eksploderede en reaktor og udløste den værste kernekraftulykke nogensinde.

De russiske styrker indtog området ved det gamle a-kraftværk kort efter invasionen af Ukraine. De har siden gravet skyttegrave i Den Røde Skov nær værket.

Ifølge Bent Lauritzen kan niveauerne af stråling godt være højere under jordens overflade.

- Når man graver i jorden, kan gammel stråling hvirvle op. Men det er stadig 35 år siden, at ulykken skete, og det er ikke sandsynligt, at der er strålingsniveauer tilbage, som kan give strålingssyge, siger han.

Forskeren understreger, at der lige nu ikke er megen tilgængelig information om værket.

Påstande om øgede strålingsniveauer hos de russiske styrker har tidligere været fremme.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har advaret, at Tjernobyl har udsat de russiske styrker for farlige niveauer af stråling.

Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur har meldt ud, at agenturet vil efterprøve påstandene med undersøgelser fra stedet.

Det er ikke lykkedes dem endnu. Desuden tyder ingen tal fra agenturet på voldsomt øget stråling.

De russiske styrker forlod angiveligt området omkring Tjernobyl den 31. marts.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden