Forsker: Ukrainske fremskridt tvinger Rusland til ny fortælling

Russiske medier erkender nu åbent, at der er hårde kampe i Østukraine, og at hæren er presset, siger forsker.

Ukrainske soldater ses her i den østlige Kharkiv-region tilbage i juli. <i>Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix</i>

Ukrainske soldater ses her i den østlige Kharkiv-region tilbage i juli. Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix

De seneste dages ukrainske tilbageerobringer er "bemærkelsesværdige", og selv af officielle russiske medier fremgår det nu, at ikke alt forløber planmæssigt.

Det konstaterer Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Man kan mærke og se det på de russiske medier, ved at de åbent skriver om, hvor svært det er i dele af det østlige Ukraine, siger han.

- De skriver, at det russiske forsvar er presset og er nødt til at tænke anderledes og blive bedre for at kunne håndtere det ukrainske forsvar.

Ukraine har på halvanden uge erobret 2000 kvadratkilometer tilbage fra Rusland. Det sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, lørdag aften.

Der er også meldinger om store russiske tab.

Claus Mathiesen, der er lektor på Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Ukraine, vil endnu ikke kalde det et "vendepunkt", da det generobrede ukrainske område fortsat er relativt beskedent.

Men der er alligevel tale om "markante" ukrainske fremskridt, mener han.

- Først tog Ukraine initiativet i syd, og nu viser de samtidig initiativ i øst, siger han.

- Dermed må man sige, at initiativet i Ukraine overordnet er på ukrainsk side, og det er umådelig vigtigt.

De russiske medier går måske ikke så meget i detaljer om udviklingen.

Men der er sket markante ændringer i den måde, hvorpå krigen beskrives. Det forklarer Splidsboel.

- Det viser, at det er meget bemærkelsesværdigt det, der er sket, siger han.

- Når fortællingen indtil nu har været lidt kritisk fra Rusland, har den lydt, at det er gået for langsomt, men at det fortsat går fremad.

- Nu erkender man åbent, at der er problemer, at der er meget hårde kampe, og at det russiske forsvar er meget presset i det østlige Ukraine.

Flere byer i det østlige og nordøstlige Ukraine er på få dage blevet indtaget af de ukrainske styrker.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der søndag fortsatte kampe omkring byen Іzjum, der anses for at være strategisk vigtig.

Lørdag kom det frem, at ukrainske soldater i samme område havde hejst landets flag over byen Kupjansk. Kupjansk har som vigtig jernbaneby spillet en central rolle i at få forsyninger frem til russiske styrker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.