Forsker: Zelenskyjs fredsappel til Kina er en tabt kamp

Ukrainsk præsident opfordrer Kina til at bruge sin magt til at påvirke Rusland politisk og økonomisk i krigen.

Det kommer ikke til at ændre Kinas position i krigen mellem Rusland og Ukraine, at Ukraines præsident i et interview rækker ud til den kinesiske leder.

Det siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, der forsker i international politik og især Kina ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.

- Det er egentlig ikke en ny ting, og jeg tror ikke, at det får nogen betydning for Kinas position, at Volodymyr Zelenskyj (Ukraines præsident, red.) igen er ude at fremhæve Kina og også få Kina til at ændre sin position, siger hun.

Den ukrainske præsidents appel er kommet natten til torsdag i et interview med Hongkong-mediet South China Morning Post.

Her opfordrer Volodymyr Zelenskyj den asiatiske supermagt til at bruge sin politiske og økonomiske indflydelse over for Rusland og gøre en ende på krigen.

Kina har ikke officielt taget parti i krigen i Ukraine.

Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen er det ikke første gang, at Volodymyr Zelenskyj rækker ud til Kina. Også europæiske ledere har gjort det samme.

Sagen er bare den, at Kina har for meget at miste i forholdet til Rusland og ikke nok at vinde i relationen til USA og Europa, hvis den kinesiske regering lægger pres på Rusland, siger forskeren.

- Hvorfor risikere at forværre forholdet til Rusland, hvis man ikke rigtig regner med, at man kan få noget ud af det?

- Hverken i forhold til at få Rusland til at gøre noget, de ikke ser, kan være i deres interesse. Men heller ikke med at få et forbedret forhold til Europa eller USA, siger hun.

Camilla Tenna Nørup Sørensen siger, at det i kinesisk optik er vigtigt at stå så stærkt som muligt i forhold til konfrontationen med USA og Vesten.

- De ser et USA, der aldrig vil acceptere Kina som en ligeværdig stormagt.

Samtidig tror de heller ikke selv på, at de rent faktisk vil kunne have nogen som helst indflydelse på Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Jeg tror ikke, at de har nogen illusioner om, at de vil kunne tvinge Putin til at standse krigen i Ukraine, hvis Putin ikke ser det som værende til hans og Ruslands fordel, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden