Verden

Forskning om immunsystemets sikkerhedsvagter udløser Nobelpris

To amerikanere og en japaner modtager Nobelprisen i medicin for forskning om kroppens immunsystem.

Nobelprisen for medicin blev uddelt ved Karolinska Institutet i Stockholm mandag.
Nobelprisen for medicin blev uddelt ved Karolinska Institutet i Stockholm mandag. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:18

Årets Nobelpris i medicin går til forskerne Mary Brunkow, Fred Ramsdell og Shimon Sakaguchi.

De modtager prisen for deres forskning om immunsystemets perifere tolerance, der forhindrer immunsystemet i at angribe kroppen.

Det oplyser Nobelforsamlingen ved Karolinska Institutet ved et pressemøde mandag.

- Deres opdagelser har lagt fundamentet for et nyt forskningsfelt og ansporet udviklingen af nye behandlinger, for eksempel mod kræft og autoimmune sygdomme, lyder det i begrundelsen.

Shimon Sakaguchi er japansk forsker og ansat ved Osaka University i Osaka, Japan. Han var med til at identificere en særlig type af celler i immunforsvaret, der agerer som "sikkerhedsvagter", så immunsystemet ikke angriber kroppen, skriver Nobelprisen på sin hjemmeside.

Amerikanske Mary Brunkow og Fred Ramsdell har i deres forskning opdaget et gen i kroppen, der er med til at regulere den særlige type af celler, som Shimon Sakaguchi identificerede.

De tre forskeres opdagelser har haft stor betydning for behandling af autoimmune sygdomme, der blandt andet betegner sygdomme, hvor immunforsvaret angriber kroppen ved en fejl og gør skade på organer.

De tre vindere af prisen modtager samlet 11 millioner svenske kroner, svarende til knap 7,5 millioner danske kroner.

Fem danskere har modtaget Nobelprisen i medicin eller fysiologi. Det drejer sig om Niels K. Jerne (i 1984), Henrik Dam (1943), Johannes Fibiger (1926), August Krogh (1920) og Niels Finsen (1903).

De kommende dage uddeles priser i kategorierne fysik, kemi og litteratur. Herefter følger Nobels fredspris fredag og Sveriges Riksbanks pris for økonomi mandag.

Priserne bliver overrakt den 10. december ved en ceremoni i Stockholm. Nobelpriserne er blevet uddelt siden 1901.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden