Forskningsleder: Lukning af ukrainsk reaktor øger sikkerheden

Så længe atomkraftværk i Ukraine har adgang til strøm, er sikkerheden høj, vurderer forskningsleder på DTU.

Zaporizjzja, Europas største atomkraftværk, er besat af Rusland. (Arkivfoto). <i>Alexander Ermochenko/Reuters</i>

Zaporizjzja, Europas største atomkraftværk, er besat af Rusland. (Arkivfoto). Alexander Ermochenko/Reuters

Med søndagens lukning af den sjette og sidste reaktor på det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja er sikkerheden øget.

Det vurderer forskningsleder ved Center for Strålingsfysik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Bent Lauritzen.

- Alt andet lige betyder det en øget sikkerhed, siger han.

De seneste måneder har der været meget fokus på atomkraftværket, der er Europas største.

Ukraine og Rusland er kommet med gensidige beskyldninger om beskydning af værket, som er besat af russiske soldater. Imens arbejder ukrainske teknikere der.

Flere gange er der blevet advaret om risikoen for en atomkatastrofe. Men med den seneste reaktorlukning forsøger man at gøre værket mere sikkert.

Ifølge den ukrainske energimyndighed Energoatom har atomkraftværket i tre dage fungeret i en såkaldt "øtilstand", da forbindelsen til Ukraines elnet har været ødelagt.

I den periode har værket kun produceret strøm til eget forbrug.

Men lørdag blev forbindelsen til elnettet genoprettet.

Det har givet mulighed for at iværksætte en kold nedlukning, som ifølge Energoatom er "den mest sikre tilstand" for reaktorerne.

- Det vil sige, at de kommer ned under den temperatur, hvor vand koger, altså 100 grader, siger Bent Lauritzen.

En kold nedlukning behøver ikke at tage så lang tid at gennemføre, forklarer han.

Det er uvist, hvor lang tid det tager for Zaporizjzja at gennemføre. Men det kan typisk gøres på under et døgn, forklarer forskningslederen.

Der er dog fortsat brug for en hel del køling, så længe aktiviteten er høj, forklarer Lauritzen.

- Det altafgørende for sikkerheden er, at der er adgang til køling. Det vil sige, at der skal være strøm, pumper og vand, fordi der er fortsat varmeudvikling. Det vigtige er at undgå, at reaktorerne begynder at varme op igen, siger han.

- Det sikrer man sig ved fortsat at have køling, og det skal fortsætte i lang tid, helst måneder.

På Zaporizjzja er der en række nødforanstaltninger, hvis man skulle miste strømmen igen.

- Der er både ekstern og intern strømforsyning nu, og de har omkring 25 dieselgeneratorer på selve værket. De bør have diesel nok til i hvert fald en til to uger med fuld drift, siger Bent Lauritzen.

- Så længe den eksterne eller interne strømforsyning er til stede, så er der ikke nogen særlig høj risiko ved det her værk.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.