Fossiler fra enorm kødædende dinosaur er fundet på engelsk ø

På en sydengelsk ø er der fundet fossiler fra en dinosaur, der skal have levet for 125 millioner år siden.

Denne illustration viser et bud på, hvordan den over ti meter lange "White Rock spinosaurid" kan have set ud. <i>Anthony Hutchings/Reuters</i>

Denne illustration viser et bud på, hvordan den over ti meter lange "White Rock spinosaurid" kan have set ud. Anthony Hutchings/Reuters

Fossiler fra en tonstung dinosaur er blevet fundet i England. Den menes at være det største kødædende landdyr, der nogensinde har levet i Europa,

Det fremgår af et studie offentliggjort i tidsskriftet PeerJ Life & Environment.

Palæontologer fortæller, at dinosauren levede for 125 millioner år siden og var mindst ti meter lang. Måske endda meget længere. Der er fundet dele af skelettets ryg, hofte og hale. Dog ikke af dens kranie eller tænder.

- Den er virkelig stor. Lad os håbe, at vi finder flere fossiler. Vi ville elske at finde et kranie eller nogle tænder, siger palæontolog Neil Gostling, der er tilknyttet det engelske University of Southampton.

Dinosauren, der er fundet på den sydengelske ø Isle of Wight, er af typen spinosaurid. Den har fået tilnavnet "White Rock spinosaurid".

Den har et mere aflangt hoved - lig en krokodille - end eksempelvis en tyrannosaurus rex, der har et mere firkantet hoved. Den har også spidse tænder i stil med en krokodille og stærke armer og store kløer.

Den menes at have spist andre dinosaurer og bytte fra havet.

Mens spinosaurid menes at have været Europas største kødædende landdinosaur ser det anderledes ud på andre kontinenter.

I Afrika var spinosaurus den største. I Nordamerika var den 13 meter lange tyrannosaurus rex den største. Den lige så store gigantosaurus herskede i Sydamerika, mens den lidt mindre tarbosaurus var den største i Asien.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden