Frankrig indleder glohed weekend med varmerekorder i sigte

Flere steder i Sydeuropa er ramt af temperaturer, der er usædvanligt høje for midten af juni.

Ved rock- og metalfestivalen Hellfest i det vestlige Frankrig forsøger man at køle publikum ned ved at sprøjte vand fra vandslanger og store forstøvere. <i>Loic Venance/Ritzau Scanpix</i>

Ved rock- og metalfestivalen Hellfest i det vestlige Frankrig forsøger man at køle publikum ned ved at sprøjte vand fra vandslanger og store forstøvere. Loic Venance/Ritzau Scanpix

Frankrig og Spanien har taget hul på en bagende varm weekend, hvor der ventes at blive slået op til flere varmerekorder.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

De tårnhøje temperaturer har samtidig skabt bekymring om skovbrande og anses desuden som et tegn på fortsatte klimaforandringer.

I nogle dele Frankrig nåede temperaturen allerede fredag over 40 grader. Lørdag ventes den at kunne stige til omkring 42 grader.

Matthieu Sorel, der er klimaforsker ved Frankrigs meteorologiske institut, siger, at "det er den tidligste hedebølge registreret i Frankrig" siden 1947.

Han tilføjer, at "mange månedlige varmerekorder eller endda rekorder nogensinde ventes at blive slået i flere regioner".

Klimaforskeren kalder samtidig vejret for "et tegn på klimaforandringer".

I Spanien har skovbrande ramt næsten 9000 hektar land - eller 90 kvadratkilometer - i den nordvestlige region Sierra de la Culebra. Det svarer nogenlunde til et område på størrelse med Rømø eller Ærø.

Også i flere andre regioner i Spanien kæmper myndighederne med brande.

Ved rock- og metalfestivalen Hellfest i det vestlige Frankrig har man forsøgt at køle publikum ned ved at sprøjte vand fra vandslanger og store forstøvere.

Røde Kors har desuden delt vand ud til hjemløse i nogle dele af Frankrig. Blandt andet i Toulouse, hvor temperaturen lørdag er over 38 grader.

- Der er flere dødsfald blandt hjemløse om sommeren, end der er om vinteren, siger den 67-årige frivillige Hugues Juglair til AFP.

En talsperson fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) fremhæver de negative konsekvenser, som klimaforandringer forårsager.

- Som et resultat af klimaforandringer begynder hedebølger nu tidligere, siger WMO-talsperson Claire Nullis ifølge AFP og fortsætter:

- Vi er i dag vidne til en forsmag på fremtiden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden