Fransk minister ser ikke Ukraine i EU før om 15 til 20 år

Ukraines drøm om at blive en del af EU kan ligge mange år ude i fremtiden, vurderer fransk europaminister.

Den franske europaminister, Clément Beaune, ser ikke Ukraine som en del af EU lige foreløbigt (Arkivfoto). <i>Ludovic Marin/Ritzau Scanpix</i>

Den franske europaminister, Clément Beaune, ser ikke Ukraine som en del af EU lige foreløbigt (Arkivfoto). Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Der kan gå mellem 15 og 20 år, før Ukraine potentielt bliver en del af EU.

Det siger Frankrigs europaminister, Clément Beaune, søndag.

- Vi må være ærlige. Hvis man siger, at Ukraine tilslutter sig EU om et halvt år eller et år eller to, så lyver man, siger han til radiostationen Radio J.

- Det drejer sig formentlig om 15 til 20 år. Det tager lang tid, lyder det.

Ministeren gentager også en idé fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Idéen handler om at danne et bredt "europæisk politisk samarbejde".

Det skal hjælpe med at få integreret Ukraine med EU-landene hurtigere.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har dog allerede afvist "den slags kompromiser". Præsidenten ønsker øjeblikkeligt at få sat gang i en proces, der kan føre til et fuldt ukrainsk EU-medlemskab.

Europaminister Clément Beaune understreger søndag, at et bredere samarbejde "ikke forhindrer medlemskab på et senere tidspunkt".

- Men jeg vil ikke give ukrainerne nogle falske forhåbninger, siger han.

Flere EU-ledere har tidligere givet udtryk for, at de ikke ønsker en forhastet proces med at få optaget Ukraine i unionen.

De er bekymrede for, hvad det vil kræve at genopbygge Ukraines økonomi, at begrænse korruption og indføre omfattende reformer.

Den franske præsident Macrons idé om et bredere europæisk samarbejde vil blive diskuteret på et EU-topmøde i slutningen af juni.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.