Gazprom leverer fortsat gas til EU trods trussel fra Putin

Russisk gas flyder fredag som normalt til Europa. For der skal først betales senere i april, siger talsmand.

Præsident Vladimir Putin har fra fredag truet med at lukke for gassen til de europæiske lande, der ikke er villig til at betale for gassen i rubler. Det nægter EU-lande. Alligevel har den russiske naturgas fra Gazprom flydt, som den plejer, til Europa. <i>Dado Ruvic/Reuters</i>

Præsident Vladimir Putin har fra fredag truet med at lukke for gassen til de europæiske lande, der ikke er villig til at betale for gassen i rubler. Det nægter EU-lande. Alligevel har den russiske naturgas fra Gazprom flydt, som den plejer, til Europa. Dado Ruvic/Reuters

Det statsejede russiske selskab Gazprom fortsætter med at levere gas til Europa, selv om præsident Vladimir Putin har truet med fra fredag at lukke for gassen.

Der bliver fredag leveret 101,4 millioner kubikmeter naturgas til Europa, siger en talsmand for Gazprom til dpa. Det er næsten 100 procent i forhold til de kontrakter, der er indgået mellem parterne.

Rusland vil ikke lukke for gasforsyningerne til Europa fra fredag, eftersom der først skal ligge betaling for gassen i anden halvdel af april. Det siger den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov.

Præsident Vladimir Putin har truet med at lukke for gassen, hvis ikke de enkelte EU-lande senest fredag har oprettet en rubelkonto i Gazprombank.

Ifølge Peskov står beslutningen om rubelkonti ved magt.

Der flyder fredag stadig gas gennem Nord Stream 1, der løber fra Rusland gennem Østersøen til Tyskland. Det samme gælder for den gasledning gennem Ukraine, der forbinder Rusland med Europa.

EU er fortsat stærkt afhængig af den russiske naturgas. Den russiske gas er fra europæisk side ikke omfattet af de hårde sanktioner, der er rettet mod Rusland for at gå i krig i Ukraine.

Putin vil have de europæiske lande til at oprette særlige rubelkonti til betaling for gas, så han vil være i stand til at stabilisere den hårdt ramte russiske valuta.

Det skal ske gennem Gazprombank, der ikke er ramt af sanktioner. Banken er fortsat en del af det internationale Swift-betalingssystem.

Det vides ikke, om nogle vestlige lande allerede har oprettet en rubelkonto i Gazprombank. Men de to store EU-lande Tyskland og Frankrig har svaret, at det ikke kan komme på tale.

De henholder sig til indgåede kontrakter med Gazprom om, at gassen skal betales med euro.

Gassen er Ruslands skarpeste økonomiske våben. Men eksperter tror ikke, at Putin har planer om at lukke for den. I stedet skal dekretet om rubelkonti, som han har sat i kraft fredag, skærme Rusland mod fremtidige sanktioner.

Rusland kan heller ikke gå andre steder hen for at sælge gassen.

- Det summer sig op til en advarsel fra Putin om ikke yderligere at stramme sanktionerne, siger Jeffrey Scott fra tænketanken Peterson Institute of International Economics.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.