Ghislaine Maxwell får sin skæbne afgjort i New York
Forsvarere frygter, at Ghislaine Maxwell kan blive dømt urimeligt hårdt, fordi sagens hovedperson er død.

Den 60-årige Ghislaine Maxwell kan blive idømt en dom på livsvarigt fængsel, når dommer Alison Nathan tirsdag meddeler, hvilken strafudmåling Manhattan's føderale domstol er kommet frem til. Jane Rosenberg/Reuters
Ghislaine Maxwell kommer tirsdag til at lære sin skæbne at kende, når hun får sin straf for at have hjulpet sin tidligere kæreste Jeffrey Epstein med at misbruge teenagepiger.
Den 60-årige Maxwell kan blive idømt en dom på livsvarigt fængsel.
Afgørelsen kommer, når dommer Alison Nathan meddeler, hvilken strafudmåling Manhattan's føderale domstol er kommet frem til.
Anklagemyndigheden har krævet en fængselsdom på mellem 30 og 55 år.
Ghislaine Maxwells advokater har klaget over, at deres klient blev overvåget i fængslet, hvor hun blev anset for at være selvmordstruet.
Advokaterne har fået udtalelser fra psykologer, som fastslår, at der ikke er nogen risiko for, at hun vil forsøge at begå selvmord.
Hendes forsvarere har appelleret til, at der ved strafudmålingen tages hensyn til, at deres klient har haft en traumatisk barndom.
De har også givet udtryk for, at Ghislaine Maxwell kan blive dømt urimeligt hårdt, fordi sagens hovedperson - Jeffrey Epstein - er død og ikke kan straffes.
Ghislaine Maxwell er uddannet på Oxford Universitet og er datter af mediebaronen Robert Maxwell. Hun blev sidste år kendt skyldig i fem af seks anklagepunkter.
Hun blev blandt andet fundet skyldig i at have rekrutteret og manipuleret fire piger til at have sex med Jeffrey Epstein, som Maxwell var kærester med. Det skete i perioden mellem 1994 og 2004.
Jeffrey Epstein, som Maxwell er dømt for at hjælpe med at skaffe unge piger, han kunne misbruge, tog sit eget liv i 2019. Det skete i en fængselscelle i Manhattan i New York. Han var på det tidspunkt 66 år.
Epstein sad fængslet, mens han ventede på at få behandlet sin sag ved domstolene. Han var anklaget for sexhandel med mindreårige.
Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell tilhørte i mange år en finansiel elite. De to var kærester igennem flere år i 1990'erne. Det var i den periode, hvor mange af overgrebene fandt sted.
De to var kendt for at deltage i fester med højtstående personer og for at rejse i luksuriøse privatfly.
Sagen om Maxwell og Epstein har trukket tråde helt ind i det britiske kongehus.
En kvinde ved navn Virginia Giuffre har anklaget den britiske prins Andrew for at have voldtaget hende, da hun var 17 og blev kontrolleret af Jeffrey Epstein.
Sagen er endt med, at prinsen har indgået et forlig med Virginia Giuffre. Den har også ført til, at han har mistet sine militære titler og protektorroller.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.