Verden

Global aftale skal sikre millioner i digitale job

Arbejdere inden for alt fra udbringning af mad til rengøring skal opnå bedre beskyttelse med ny aftale.

I Danmark har blandt andet forholdene for bude hos udbringningstjenesten Wolt været debatteret. (Arkivfoto).
I Danmark har blandt andet forholdene for bude hos udbringningstjenesten Wolt været debatteret. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:15

Medlemmerne i Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har fredag godkendt den første bindende aftale om globale standarder for arbejdere i platformøkonomien.

Platformøkonomien er en betegnelse for et marked, hvor digitale platforme forbinder brugere og virksomheder, så de kan handle med eller udveksle tjenester. Kendte eksempler er Uber og Wolt.

Den nye aftale skal udvide beskyttelsen af potentielt millioner af arbejdere verden over, lyder ambitionen.

Det kan være personer, der arbejder med alt fra udbringning af mad til rengøring og at gå med folks hunde.

ILO er en FN-organisation med deltagelse af regerings-, arbejdsgiver- og lønmodtagerrepræsentanter.

Torsdag nåede ILO's 187 medlemslande frem til et udkast til en aftale. Det skete efter uger med udvalgsmøder og en hel nat med forhandlinger.

Med tiden skal aftalen oversættes til national lovgivning.

Aftalen skal sikre grundlæggende rettigheder til platformarbejdere.

Den skal gælde, uanset hvilken status arbejderne har hos virksomhederne. Således skal den både omfatte ansatte og personer, som virksomhederne anser for at være selvstændige.

Verden over var der i 2023 op mod 435 millioner platformsarbejdere ifølge Verdensbanken.

Mange af dem får ikke den samme beskyttelse som andre arbejdere, da de netop bliver kategoriseret som selvstændige.

Derfor kan selskaber i mange tilfælde ignorere krav til minimumsløn, sikkerhed på arbejde og adgang til forskellige former for social sikkerhed.

Lena Simet, som er juridisk rådgiver hos ngo'en Human Rights Watch, siger, at konventionen kan udgøre et "vendepunkt for platformarbejdere verden over".

Den vil fastsætte "den første globale standard for at beskytte deres rettigheder og stille de digitale arbejdsplatforme til ansvar".

I Danmark har blandt andet forholdene for bude hos udbringningstjenesten Wolt været debatteret.

I december 2026 skal EU's platformsdirektiv - som også skal bidrage til at forbedre arbejdsforholdene for platformarbejdere - være implementeret i Danmark.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden