Verden

Grækere kaster med brandbomber og sten på toårsdag for togulykke

Mange tusind demonstranter er stødt sammen med politiet i Grækenland. De savner svar efter togulykke i 2023.

Store menneskemængder er samlet i den græske hovedstad, Athen, foran landets parlament. Det er fredag to år siden en stor togulykke, der kostede 57 mennesker livet.
Store menneskemængder er samlet i den græske hovedstad, Athen, foran landets parlament. Det er fredag to år siden en stor togulykke, der kostede 57 mennesker livet. Eurokinissi/Reuters

Opdateret kl. 13:15

Tusindvis af mennesker demonstrerer fredag i den græske hovedstad, Athen, på toårsdagen for en alvorlig togulykke, der kostede 57 personer livet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er demonstranter stødt sammen med politiet.

Unge demonstranter har kastet med brandbomber og sten, mens politiet har benyttet tåregas, skriver AFP.

Næsten 200.000 mennesker er samlet i byen, lyder et estimat.

Ifølge AFP er der også brudt strejker ud. Mange skoler og butikker er lukkede, ligesom også tog-, færge- og flytrafik er ramt.

Mange spørgsmål er fortsat ubesvarede efter ulykken, og demonstranterne ønsker en tilbundsgående undersøgelse, skriver nyhedsbureauet dpa.

Vreden mod regeringen vokser, og ifølge AFP viser meningsmålinger, at mange grækere mener, at embedsværket dækkede over vigtige beviser og trak en efterforskning i langdrag.

Efterforskningen er stadig i gang.

En undersøgelse konkluderede torsdag, at sikkerhedsproblemer, som er blevet udpeget som årsager til ulykken, endnu ikke er løst. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere fredag samledes en stor menneskemængde på Syntagma-pladsen foran parlamentet i Athen. Her kunne man høre fremmødte råbe "mordere".

Den 57-årige musiker Christos Main siger til Reuters, at regeringen "ikke har gjort noget for at opnå retfærdighed".

- Det her var ikke en ulykke. Det var mord, siger han.

Premierminister Kyriakos Mitsotakis' regering opnåede genvalg efter ulykken i 2023.

Men landets ledelse har gentagne gange fået kritik af de afdødes pårørende. De er vrede over, at der ikke er placeret et politisk ansvar.

Regeringen afviser at have handlet forkert. Det er op til den dømmende magt at undersøge ulykken, lyder det ifølge Reuters.

Regeringen afviser også at have mørklagt sagen for at skærme højtstående embedsfolk mod straf.

Pavlos Marinakis, som er talsperson for regeringen, har tidligere på ugen sagt, at "samfundet er vredt, fordi samfundet er blevet vildledt".

- Et af målene for en stor del af oppositionen er at skabe anspændthed, at få det til at eksplodere, gennem misinformation, sagde han ifølge AFP.

Mere end 40 personer er blevet retsforfulgt, herunder den person, der var ansvarlig for togenes rute, skriver AFP. Men den retssag ventes ikke før slutningen af i år.

Det var et passagertog, der var på vej fra Athen til Thessaloniki, da det stødte sammen med et godstog.

Der var over 350 passagerer om bord. 57 personer, hvoraf mange var studerende, omkom.

De to tog havde kurs mod hinanden på de samme spor i flere kilometer, uden at der lød nogen alarmer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden