Guinea vil beskylde væltet præsident for drab og vold

Væltet præsident vil blive beskyldt for lang liste af forbrydelser sammen med andre tidligere topfolk.

Guineas militær væltede Alpha Condé i september 2021. Det skete, efter at præsidenten var blevet beskyldt for både korruption og menneskerettighedskrænkelser. (Arkivfoto.) <i>Carol Valade/Ritzau Scanpix</i>

Guineas militær væltede Alpha Condé i september 2021. Det skete, efter at præsidenten var blevet beskyldt for både korruption og menneskerettighedskrænkelser. (Arkivfoto.) Carol Valade/Ritzau Scanpix

Guinea vil retsforfølge den tidligere præsident Alpha Condé, der blev væltet i et militærkup sidste år.

Han vil blandt andet blive beskyldt for drab og andre forbrydelser.

Det fremgår af et dokument, som den offentlige anklager Alphonse Charles Wright onsdag har videregivet til journalister.

Condé er blandt 27 tidligere højtstående embedsfolk og politikere, som ifølge dokumentet vil blive anklaget for blandt andet "drab, attentater og meddelagtighed".

Men listen over påståede forbrydelser under 84-årige Condés styre er længere endnu.

Uretmæssige tilbageholdelser, tortur, bortførelser, voldtægter og plyndringer er således også blandt de beskyldninger, som Condé og gruppen omkring ham vil blive mødt af ifølge dokumentet.

Guineas militær væltede Alpha Condé i september 2021. Det skete, efter at præsidenten var blevet beskyldt både korruption og menneskerettighedskrænkelser.

Condés popularitet var inden kuppet dalet, fordi han ændrede Guineas forfatning, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident.

Mamady Doumbouya, der tidligere har gjort tjeneste i den franske fremmedlegion, blev måneden efter kuppet indsat som Guineas midlertidige præsident.

Han lovede at skabe en ny regering med civile ledere i løbet af få uger, men gjorde det ikke.

Mange guineanere så dengang kuppet som muligheden for en frisk start. Både FN, Den Afrikanske Union og Ecowas har dog fordømt militærets magtovertagelse og krævet, at en civilt ledet regering bliver indsat hurtigst muligt.

For få dage siden sagde Doumbouya, at landet igen skal ledes af en civil regering efter en overgangsperiode på 39 måneder.

Guinea ligger i Vestafrika. Der bor omkring 13 millioner mennesker i landet. Landet opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1958.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden