Guvernør: 99 procent af de døde i massegrave bærer tegn på vold

Flere lig er fundet bagbundet i massegrave. En enkelt havde et reb om sin hals, siger guvernør i Kharkiv.

Teknikere er fredag i gang med at udgrave de massegrave, der er fundet i skoven udenfor byen Izjum i det nordøstlige Ukraine. Foreløbig er der fundet omkring 450 døde. <i>Sergey Bobok/Ritzau Scanpix</i>

Teknikere er fredag i gang med at udgrave de massegrave, der er fundet i skoven udenfor byen Izjum i det nordøstlige Ukraine. Foreløbig er der fundet omkring 450 døde. Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

99 procent af de lig, der er hentet ud af massegrave ved den ukrainske by Izjum, bærer tegn på tortur eller på anden måde at have lidt en voldsom død.

Det meddeler guvernøren i Kharkiv-regionen, Oleh Synjehubov, fredag aften på sociale medier.

- Blandt de lig, der blev gravet ud i dag, viste 99 procent tegn på en voldelig død, siger guvernøren.

- Der er adskillige lig med hænderne bundet bagpå ryggen, og én person er begravet med et reb om halsen, tilføjer han.

- De mennesker blev tydeligvis tortureret og henrettet.

Guvernøren vurderer, at der formentlig er over 1000 ukrainske borgere, der er blev tortureret og dræbt i de befriede områder i Kharkiv-regionen.

Området var indtil for nylig under russisk kontrol. Det er inden for de seneste dage blevet generobret af ukrainske styrker.

De døde, der er fundet i gravene, er endnu ikke identificeret.

Ved gravene står simple trækors, hvor der er skrevet et nummer. Men de fleste kors har ikke navne på dem, der ligger begravet under de små jordhøje.

En rådgiver for den ukrainske præsident sagde tidligere fredag, at der indtil videre er fundet 450 døde i massegravene.

Det er uvist, om nogle af dem er blevet ofre for granatangreb eller manglende adgang til lægebehandling under den russiske besættelse.

Det er heller ikke slået fast, om det er civile eller militærfolk, der ligger gravet ned i skovene udenfor Izjum.

Regionens politichef sagde tidligere fredag, at de fleste formodes at være civile ukrainere.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, betegner i en udtalelse fredag aften de russiske styrker for "mordere" og "torturbødler".

Han tilføjer, at blandt de over 400 lig, der er fundet udenfor Izjum, er flere børn og mange mennesker, der formentlig har været udsat for tortur.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.