konflikt, krig og fred

Øjenvidner taler om eksplosion i russisk by nær Ukraine

Guvernør hævder, at Ukraine angreb oliedepot tidligere fredag. Hvis det kan bekræftes, er det første gang.

Et satellitbillede af russiske styrker og køretøjer i byen Belgorod 21. februar, tre dage før Rusland indledte invasionen i Ukraine. Nu hævder den lokale guvernør, at Ukrianes hær har angrebet et olielager i byen med raketter.
Et satellitbillede af russiske styrker og køretøjer i byen Belgorod 21. februar, tre dage før Rusland indledte invasionen i Ukraine. Nu hævder den lokale guvernør, at Ukrianes hær har angrebet et olielager i byen med raketter. -/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:21

En eksplosion har fredag middag lydt i den russisk by Belgorod, oplyser øjenvidner til Reuters.

Den lokale guvernør, Vjatjeslav Gladkov, fortalte tidligere på dagen, at et oliedepot i byen, der ligger tæt på grænsen til Ukraine, stod i brand efter et ukrainsk angreb.

Det blev udført med to militærhelikoptere, hævdede han.

Der er ingen nærmere oplysninger om eksplosionen ved middagstid, eller om der var tale om et angreb.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, siger, han ikke har nogen oplysninger om, hvem der har angrebet Belgorod.

Hvis det bekræftes at være et ukrainske angreb, så vil der være tale om det første kendte ukrainske angreb på russisk jord i den mere end fem uger lange krig.

Ifølge den russiske guvernør fløj to kamphelikoptere ind over grænsen til Rusland. I lav højde beskød de olielageret med raketter. Det brød derefter i brand.

Depotet tilhører Ruslands største olieselskab, Rosneft.

To personer kom til skade ved eksplosionerne. Beboere i dele af byen er blevet evakueret, siger guvernøren.

Han har lagt videobilleder af angrebet ud på beskedtjenesten Telegram.

Nyhedsbureauet Reuters har ikke været i stand til at bekræfte, at billederne viser det, som guvernøren oplyser.

Byen Belgorod ligger lige nord for grænsen til Ukraine. Det er cirka 80 kilometer fra den ukrainske storby Kharkiv.

Den russiske ortodokse kirke oplyser, at en præst i den russiske hær torsdag blev dræbt. Det skete, da et område i Belgorod-regionen "blev bombarderet af en ukrainsk Smerch". Det skriver AFP.

Det skete i landsbyen Zhuravljovka. Den ligger to kilometer fra grænsen til Ukraine. En Smerch er en raketkaster.

Belgorod var i ugerne op til den russiske invasion i Ukraine 24. februar opmarchområde for den russiske hær.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden