Guvernør: Dødsdømte briter var regulære soldater i Ukraine
To briter, der er dømt til døden af prorussere, bør beskyttes af Geneve-Konvention, siger ukrainsk guvernør.
Opdateret kl. 14:10
De to britiske statsborgere, som er blevet dømt til døden af prorussiske separatister i Ukraine, er regulære ukrainske soldater.
Det siger guvernøren i den østlige region Luhansk, Serhij Hajdaj, til BBC
- Alle de folk, der kommer for at kæmpe på ukrainsk side, underskriver dokumenter sammen med Ukraines væbnede styrker. På den måde opnår de officiel status, siger han.
Det betyder, at de to briter er beskyttet af Geneve-Konventionen og derfor ikke kan dømmes til døden. Heller ikke selv om de ikke er ukrainske borgere, påpeger guvernøren.
De to mænd, der er 28 og 48 år, boede i Ukraine, inden Rusland invaderede landet i februar. De er begge blevet gift i Ukraine.
De blev dømt torsdag af en domstol i Donetsk Folkerepublik - en enklave i det østlige Ukraine, der siden 2014 er blevet støttet af Rusland.
Ingen FN-lande anerkender den såkaldte folkerepublik ud over Rusland.
- Ud fra det, jeg ved, så har advokater allerede appelleret dommen, og jeg mener, at det, som sker, kun handler om et politisk pres, der udspringer fra Rusland, siger Hajdaj.
De to briter blev dømt sammen med en marokkaner. De overgav sig for to uger siden til de russiske styrker efter mange ugers hårde kampe om den ukrainske havneby Mariupol.
Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, deler den ukrainske guvernørs holdning til dødsdommene.
- Dommen mod dem er et uhørt brud på Geneve-Konventionen, skriver hun på Twitter.
I Moskva siger udenrigsministeriets talskvinde, Maria Zakhharova, at den britiske regering må appellere dommene direkte til Donetsk Folkerepublik i stedet for som så ofte før at opføre sig "hysterisk".'
Rusland beskriver de to briter og den dømte marokkaner som "lejesoldater". I London kalder regeringen dem "krigsfanger".
/ritzau/dpa
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.