Guvernør: Mange dræbt i angreb mod Wagner-gruppens hovedkvarter
Russiske lejesoldater er angiveligt dræbt i angreb mod et lukket hotel i den russisk besatte Luhansk-region.
Ukrainske styrker har dræbt flere medlemmer af den russiske Wagner-gruppe i et angreb mod et hotel, gruppen bruger som base i Luhansk i det østlige Ukraine.
Det meddeler guvernøren i den russisk besatte region i et interview på ukrainsk tv søndag.
Han siger, at ukrainske styrker rettede deres angreb mod et hotel i byen Kadiivka. Det skete lørdag.
Den ukrainske guvernør, Serhij Hajdaj, fortæller, at Wagner-gruppen brugte hotellet som hovedkvarter.
Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne fra anden side.
Billeder på beskedtjenesten Telegram viser en bygning, der ligger i ruiner.
- En stor del af dem, der var der, døde, siger guvernøren.
- Jeg er sikker på, at mindst 50 procent af de, der formåede at overleve, vil dø, inden de kan få lægehjælp, tilføjer han.
- Det skyldes, at selv her i vores Luhansk-region har russerne stjålet udstyret.
Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at en eksplosion lørdag ødelagde et hotel i Kadiivka, der var lukket.
Også lokale embedsmænd i Luhansk siger ifølge netavisen Kyiv Independent, at hotellet har været lukket i noget tid.
Wagner-gruppen er et privat militærfirma, der sender sine soldater ud for at kæmpe rundt om i verden.
Gruppen er aktiv i Ukraine og har tidligere også opereret i Syrien og flere afrikanske lande.
Wagner-gruppen er gentagne gange anklaget for krigsforbrydelser.
Det britiske forsvarsministerium meldte oprindeligt om Wagner-gruppens tilstedeværelse i Ukraine i en briefing den 28. marts.
Størstedelen af Luhansk er under russisk kontrol. Men ukrainske styrker har generobret en mindre del af regionen som led i den ukrainske modoffensiv i efteråret.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.