Guvernør: 21 dræbt i angreb ved den største by i Donbas
Ansatte på et koksværk ventede på en bus hjem fra arbejde, da et russisk angreb ramte, siger guvernør.

Mange har mistet livet i tirsdagens angreb på Donetsk tirsdag. (Arkivfoto). Alexander Ermochenko/Reuters
21 indbyggere i den østukrainske by Donetsk har mistet livet, efter at russiske styrker tirsdag har gennemført voldsomme angreb mod byen, som er den største i Donbas-området.
Derudover er 27 mennesker blevet såret i angrebene. Det oplyser guvernøren for Donetsk-regionen, Pavlo Kyrylenko, sent tirsdag aften.
Mindst ti af de dræbte mistede livet i et russisk angreb mod et koksværk i Avdijivka, som ligger få kilometer nordvest for Donetsk.
- Russerne vidste præcis, hvad de sigtede på. De ansatte var lige færdige med deres vagt og ventede ved et busstoppested for at tage bussen hjem fra fabrikken, sagde guvernør Pavlo Kyrylenko omkring klokken 18.00 dansk tid.
Han advarer om, at dødstallet kan stige.
Der er ikke umiddelbart nogen melding fra russisk militær. Det er heller ikke muligt at få oplysningen bekræftet fra anden side.
Tidligere tirsdag skrev guvernøren på beskedtjenesten Telegram, at Rusland havde foretaget luftangreb mod byen. Det havde kostet tre civile livet, skrev han.
Desuden var tre dræbt i byen Vuhledar og yderligere tre i byen Lyman, tilføjede guvernøren.
Forinden havde præsidentkontoret i Kyiv oplyst, at andre dele af Donetsk er under konstant beskydning. Lokale myndigheder forsøger at evakuere civile fra de værst ramte områder, lød det videre.
Rusland har tidligere afvist, at landets soldater retter angreb mod civile.
For omkring en måned siden indledte Rusland en ny offensiv i det østlige Ukraine med fokus på regionerne Donetsk og Luhansk.
Dele af de to regioner var i forvejen kontrolleret af prorussiske oprørere.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.