Verden

Hamas trækker i land efter trusler om udsættelse af fangeudveksling

Tidligere på dagen ville Hamas udskyde fangeudveksling, men nu åbnes der for, at det fortsætter som planlagt.

Hamas åbner for, at en fangeudveksling lørdag alligevel skal ske som planlagt.

Det oplyser Hamas' militante fløj ifølge AFP mandag aften.

- Hamas har med vilje lavet udmeldingen fire dage før den planlagte fangeoverførsel for at give forhandlerne mulighed for at presse besættelsen (Israel red.) til at opfylde deres forpligtelser, skriver den militante gruppe ifølge nyhedsbureauet.

De uddyber yderligere, at døren dermed stadig står åben, for at fangeudvekslingen kan ske efter planen.

Tidligere på dagen lød meldingen ellers, at Hamas ville udsætte udvekslingen "indtil andet bliver meldt ud".

Det oplyste Abu Ubaida, en talsperson for Hamas på det sociale medie Telegram ifølge Reuters.

Årsagen var, at Hamas mener, Israel ved flere lejligheder har brudt våbenhvilen.

Udmeldingen om en mulig udsættelse af udvekslingen af fanger mellem de to parter fik omvendt Israel til at anklage Hamas for brud på våbenhvilen.

Samtidig meddelte Israels forsvarsminister, Israel Katz, at han har bedt Israels militær forberede sig til "det højeste niveau af beredskab i Gaza og forsvare lokalsamfund".

Ifølge våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som trådte i kraft 19. januar, skal Hamas løslade 33 israelske gidsler i de første 42 dage af våbenhvilen.

Omvendt skal Israel frigive omkring 1900 fanger fra israelske fængsler - størstedelen palæstinensere.

I weekenden blev den femte fangeudveksling gennemført mellem de to parter. Her blev tre israelske gidsler og 183 palæstinensiske fanger løsladt.

Dermed er i alt 16 israelske gidsler og 538 palæstinensiske fanger blevet frigivet ifølge nyhedsbureauet DPA.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden