Tæt løb sender Georgias kandidater ud i anden valgrunde

I Georgia afgøres tæt senatsvalg mellem Rafael Warnock og Herschel Walker 6. december, siger valgchef.

Den demokratiske senator Raphael Warnock (på billedet) dyster mod den tidligere amerikanske fodboldspiller og republikaner Herschel Walker om posten som senator i delstaten Georgia. Men ingen af kandidaterne ser ud til at nå over 50 procent af stemmerne, og dermed tyder alt på, at de skal ud i en anden valgrunde 6. december. (Arkivfoto). <i>Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix</i>

Den demokratiske senator Raphael Warnock (på billedet) dyster mod den tidligere amerikanske fodboldspiller og republikaner Herschel Walker om posten som senator i delstaten Georgia. Men ingen af kandidaterne ser ud til at nå over 50 procent af stemmerne, og dermed tyder alt på, at de skal ud i en anden valgrunde 6. december. (Arkivfoto). Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix

Delstaten Georgia kan endnu en gang komme til at spille en afgørende rolle for magtbalancen i USA's Kongres.

Men det bliver efter alt at dømme først afgjort i anden valgrunde 6. december, når Georgias vælgere skal vælge imellem den demokratiske senator Raphael Warnock og den republikanske udfordrer, Herschel Walker.

- Vi mener, at vi med sikkerhed kan sige, at der bliver en anden valgrunde i senatsvalget her i Georgia, som bliver holdt 6. december, skriver Gabe Sterling, der er chef i delstatens indenrigsministerium, på Twitter.

Han understreger, at der stadig tælles stemmer. Men ifølge analyseinstituttet Edison Research er over 99 procent talt op. Warnock har en snæver føring.

De seneste tal, der blev offentliggjort tidligt onsdag morgen lokal tid, viste, at Warnock stod til 49,4 procent af stemmerne.

Walker, som har opbakning fra tidligere præsident Donald Trump, var lige i hælene på ham med 48,5 procent.

Det rapporterer tv-stationen WSB i Georgia.

Men ingen af dem kommer over de 50 procent af stemmerne, som ifølge reglerne i Georgia skal til for at vinde i første valgrunde.

En tredje kandidat, libetarianeren Chase Oliver, har fået omkring to procent af stemmerne.

Traditionelt har Georgia været en republikansk bastion.

Men det ændrede sig ved valget i 2020. Her blev Georgia den delstat, der måske fik størst betydning for magtdelingen i Senatet i Washington D.C.

Ved valget for to år siden var der ikke bare ét, men to senatsvalg i Georgia, hvor Demokraterne vandt to afgørende pladser og fik de 50 senatorer, der skal til for at få et flertal i Senatet - når man tæller vicepræsident Kamala Harris' afgørende stemme med.

Rafael Warnock, som altså sikrede sig en af de to pladser i Senatet i 2020, er nok bedst kendt for at have været præst for Martin Luther King Jr.'s gamle menighed i Ebenezer Baptist Church i Georgias hovedstad, Atlanta.

Walker, der kommer fra Georgia, har spillet både collegefodbold og amerikansk fodbold på professionelt niveau i ligaen NFL. Undervejs har han spillet mange år på et hold ejet af Donald Trump.

Valgkampen mellem de to har særligt været præget af sager om personlige skandaler.

Herschel Walker er blandt andet blevet anklaget for at have betalt en kvinde for at få en abort med hans barn, hvilket Walker, der er modstander af abort, benægter.

Modsat har Walker kastet sig over en episode, hvor politiet blev kaldt ud til et husspektakel i Raphael Warnocks hjem, hvor Warnocks daværende kone (siden ekskone) anklagede pastoren for at have kørt hendes fod over med parrets bil.

Politiet fandt ingen tegn på skade på foden, og Warnock har benægtet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk