Højeste antal migranter i to måneder krydser Den Engelske Kanal
Britisk Rwanda-plan skal stoppe migranter fra farlig tur over Den Engelske Kanal. Tirsdag tog 444 turen.
Opdateret kl. 14:12
Mindst 444 personer krydsede tirsdag Den Engelske Kanal fra Frankrig til Storbritannien. Det skriver britiske Sky News.
Det er det højeste antal folk, der tager den farlige tur, siden den britiske regering for to måneder siden offentliggjorde planerne om at sende nogle flygtninge til det afrikanske land Rwanda.
Den britiske regering annoncerede i april, at nogle asylansøgere i fremtiden skal sendes til Rwanda, hvor deres asylsag skal behandles.
Det skal ifølge regeringen stoppe migranter fra at tage turen over Den Engelske Kanal, hvor menneskesmuglere ofte er involveret.
De mange krydsninger tirsdag sker, på et tidspunkt hvor den britiske regering forsøger at sende de første asylansøgere afsted i fly til det afrikanske land.
Planerne måtte sent tirsdag i sidste øjeblik stoppes på grund af indsigelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Også FN's flygtningechef, Filippo Grandi, er stærkt kritisk over for Storbritanniens plan om at sende asylansøgere til Rwanda.
Mere end 10.700 personer har ifølge Sky News taget turen over Den Engelske Kanal i år. Det er dobbelt så mange som på samme tidspunkt sidste år.
Farvandet i Den Engelske Kanal er farligt, og det er ikke uset, at migranter mister livet på turen, som ofte foregår i små både.
I november sidste år mistede 27 personer livet, da en båd sank.
Det forventes, at migranter også vil forsøge at krydse farvandet onsdag, fordi vandet er roligt på grund af sommervejret.
Danmark forhandler om en lignende plan med Rwanda. Herhjemme har De Radikale truet med at trække støtten til regeringen, hvis planen føres ud i livet.
Regeringen fortsætter dog sit arbejde ned ad den sti, har udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) slået fast.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.