Verden

Højesteret giver Californien grønt lys til at bruge nye valgkort

Omfordeling af valgkredse ses som et middel til at få flere pladser i Kongressen ved midtvejsvalg i november.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, mener, at USA's republikanske præsident, Donald Trump, har startet krigen om omfordeling af valgkredse. (Arkivfoto).
Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, mener, at USA's republikanske præsident, Donald Trump, har startet krigen om omfordeling af valgkredse. (Arkivfoto). Mike Blake/Reuters

Opdateret kl. 00:23

USA's højesteret har onsdag givet den amerikanske delstat Californien grønt lys til at bruge nye valgkort, der kan give Demokraterne fem pladser mere i USA's lovgivende forsamling, Kongressen, ved midtvejsvalget i november.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var Det Republikanske Parti i Californien, der havde anmodet om blokeringen af valgkortene.

Retten gav onsdag ingen forklaring i sin afgørelse.

Forslaget blev godkendt af vælgerne sidste år i en afstemning og var et modsvar på en lignende manøvre i Texas kendt som gerrymandering.

Det bruges af begge store partier i USA til at øge deres indflydelse i Kongressen.

Højesteret har et konservativt flertal på 6-3 og tillod i december Texas at gøre det samme, men til Republikanernes fordel.

Senere i december stemte Senatet i delstaten Indiana imod et lignende forslag om nye valgkort.

USA's præsident, Donald Trump, har presset hårdt på for at få Republikanerne til at indføre nye valgkort landet over forud for midtvejsvalget.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, har kommenteret afgørelsen på det sociale medie X.

- Donald Trump sagde, at han var "berettiget" til fem kongrespladser mere i Texas. Han startede den her krig om omfordeling af valgkredse. Han tabte, og han kommer til at tabe igen i november, lyder det fra Newsom.

Newsom er blandt de mest udtalte kritikere af Donald Trump.

Republikanerne har nu et snævert flertal i begge kamre i Kongressen, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Hvis partiet mister kontrollen med ét af de to kamre, vil det bringe Trumps lovgivningsmæssige dagsorden i fare og åbne døren for demokratisk ledede kongresundersøgelser rettet mod præsidenten, skriver Reuters.

Flere politiske opgør venter frem til midtvejsvalget den 3. november. Flere andre delstater er også begyndt processen med at omfordele deres valgkredse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden