Verden

Højesteret giver Trump lov til at bruge gammel lov til deportationer

USA's højesteret giver Trump lov til at bruge gammel krigslov til at deportere migranter til El Salvador.

Dommeren James E. Boasberg blokerede i marts for deportationer af venezuelanske immigranter. USA's højesteret har nu ophævet den kendelse. (Arkivfoto).
Dommeren James E. Boasberg blokerede i marts for deportationer af venezuelanske immigranter. USA's højesteret har nu ophævet den kendelse. (Arkivfoto). Carolyn Van Houten/Ritzau Scanpix

Opdateret 08. april 2025 kl. 02:02

USA's højesteret har ophævet en kendelse, der blokerede for, at Trump-administrationen kunne benytte en lov fra 1798 til at deportere migranter til El Salvador.

Det var dommeren James E. Boasberg, der havde afsagt kendelsen.

Ifølge CNN vil Boasbergs kendelse være ophævet, mens en retssag mod Trump-administrationen udspiller sig.

Boasberg afsagde kendelsen 15. marts, få timer efter at Trump-administrationen meldte ud, at den ville anvende den 227 år gamle lov mod personer, der angiveligt er medlemmer af banden Tren de Aragua (TDA).

Loven hedder "Alien Enemies Act of 1798" og er historisk blevet brugt i krigstid. Den blev senest anvendt under Anden Verdenskrig. Inden da var loven blevet brugt to gange.

Den giver USA's præsident et større spillerum og gør det muligt at fremskynde massedeportationer.

Ifølge CNN understreger højesteret i afgørelsen, at folk, der fremover deporteres, skal have besked om, at de er omfattet af loven og også have mulighed for at få deres deportationsag gennemgået.

En gruppe venezuelanske mænd i de amerikanske immigrationsmyndigheders varetægt sagsøgte 15. marts Trump-administrationen for at have overskredet sine beføjelser.

Det skal den ifølge mændene have gjort, fordi loven kun tillader hjemsendelser, når der er erklæret krig, eller USA er blevet invaderet.

Boasberg blokerede midlertidigt for deportationerne, men Trump-administrationen tillod alligevel, at to fly, der allerede var i luften, fortsatte til El Salvador.

Her blev 238 venezuelanske mænd overdraget til de salvadoranske myndigheder for at blive anbragt i et berygtet fængsel i landet.

Der er tvivl om, hvorvidt Boasbergs dom nåede frem tids nok til at stoppe deportationerne. Boasberg har senere krævet, at myndighederne fremlægger tidspunkter for flyenes afgang med de deporterede.

Mange af migranternes familiemedlemmer afviser, at mændene skulle have tilknytning til TDA.

Trump-administrationen hævder, at Boasbergs midlertidige forbud krænkede præsidentens myndighed til at træffe beslutninger om national sikkerhed.

Boasberg blev udpeget af den demokratiske præsident Barack Obama.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden