Højrealliance sætter ved valg kurs mod magten i Italien

Italien kan ved valget søndag få den mest radikale regering i efterkrigstiden med Giorgia Meloni som leder.

Alliancen på Italiens højrefløj, som torsdag aften deltog i et stort valgmøde i Rom inden weekendens valg. Fra venstre Matteo Salvini fra partiet Lega, Silvio Berlusconi fra Forza Italia og Giorgia Meloni fra partiet Italiens Brødre. Meloni leder et parti, der har sit udspring i fascismen. Hun ventes at blive landets første kvindelige premierminister. <i>Yara Nardi/Reuters</i>

Alliancen på Italiens højrefløj, som torsdag aften deltog i et stort valgmøde i Rom inden weekendens valg. Fra venstre Matteo Salvini fra partiet Lega, Silvio Berlusconi fra Forza Italia og Giorgia Meloni fra partiet Italiens Brødre. Meloni leder et parti, der har sit udspring i fascismen. Hun ventes at blive landets første kvindelige premierminister. Yara Nardi/Reuters

Lederne for højrealliancen, som ligner en sikker vinder ved valget i Italien søndag, har holdt deres sidste store fælles valgmøde i Rom foran tusindvis af tilhængere.

De ventes at danne den mest højreorienterede regering, som Italien har haft, siden Anden Verdenskrig.

På valgmødet torsdag aften lovede de tre partier i alliancen en stabil regering, som vil holde hele næste valgperiode. Det er i et land, hvor regeringer notorisk ikke holder længe.

Ny premierminister ventes at blive Giorgia Meloni fra partiet Italiens Brødre.

På mødet i Rom var Meloni flankeret af Matteo Salvini fra partiet Lega og den forhenværende premierminister Silvio Berlusconi fra Forza Italia. Berlusconi regnes i denne sammenhæng som den mest moderate af de tre ledere.

- Vi vil bygge en solid og sammenhængende regering med et stærkt folkeligt mandat, som vil være ved magten i fem år, lovede Meloni tilhørerne ifølge Reuters.

Hun vil med al sandsynlighed blive Italiens første kvindelige premierminister.

Hendes parti, Italiens Brødre, har sine rødder i Italiens fascistiske bevægelse. Men Meloni har under valgkampen forsøgt at portrættere Italiens Brødre som et konservativt parti.

I meningsmålinger står Italiens Brødre til at blive det største parti. Alliancen vil ifølge meningsmålingerne få cirka 46 procent, og det er rigeligt til at sikre sig et stort flertal i parlamentet.

Alliancen vil i så fald få en chance for at regere på et tidspunkt, hvor Italien og det øvrige Europa er i dyb krise med høj inflation og store prisstigninger på energi. I Italiens tilfælde skal dertil lægges, at landet i forvejen er dybt forgældet.

I Bruxelles er der blandt EU-ledere bekymring for, hvad der vil ske under en højreorienteret regering i Rom: Om den vil sætte spørgsmålstegn ved EU's institutioner, læne sig op af Ungarns EU-skeptiske leder Viktor Orban og følge en anden kurs i forhold til Rusland og krigen i Ukraine.

En ny højreregering vil afløse den samlingsregering, som den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi har stået i spidsen for siden februar sidste år. Den sikrede løfte om en en trecifret milliardstøtte fra EU for at afbøde de økonomiske konsekvenser af corona.

Men støtten vil kun blive til noget, hvis Italien følger de spilleregler, der er aftalt af EU's ledere og Kommissionen. Det vil også forpligte Meloni, hvis hun bliver ny premierminister.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden