Verden

Tusindvis evakueret i det sydvestlige Frankrig på grund af skovbrand

Flere naturbrande hærger i øjeblikket i Frankrig. Fredag er hundredvis flygtet fra halvø.

Feriegæster fra Lège-Cap-Ferret med deres ejendele ved ankomsten til Arcachon sydvest for Bordeaux i forbindelse med fredagens evakuering af halvøen Cap-Ferret.
Feriegæster fra Lège-Cap-Ferret med deres ejendele ved ankomsten til Arcachon sydvest for Bordeaux i forbindelse med fredagens evakuering af halvøen Cap-Ferret. Romain Perrocheau/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:01

Tusindvis af mennesker er blevet evakueret i det sydvestlige Frankrig på grund af en skovbrand, der har hærget et areal på mere end 10.000 hektar.

Det siger den franske indenrigsminister, Laurent Nuñez, fredag til nyhedsbureauet AFP.

- Imens jeg taler, er 40.000 mennesker enten blevet evakueret eller bliver gradvist evakueret, siger han og understreger, at der indtil videre ikke er meldinger om dødstilfælde.

- I alt 80 hjem er brændt, hvoraf omkring 50 er blevet fuldstændig ødelagt, lyder det videre.

Flammerne hærger i øjeblikket flere steder i Frankrig. Det gælder blandt andet ved landets sydvestlige Atlanterhavskyst og i den sydøstlige del af landet.

I øjeblikket er i alt 32 brande med varierende intensitet aktive rundt om i landet ifølge Laurent Nuñez.

Tidligere fredag berettede AFP, at over 400 mennesker er flygtet via både fra halvøen Cap Ferret, der ligger sydvest for storbyen Bordeaux.

Det sker, efter at myndighederne havde givet ordre om en evakuering på grund af en hastigt fremskreden skovbrand.

I området omkring Bordeaux er mere end 20.000 personer blevet evakueret siden onsdag, skrev AFP torsdag. De fleste af dem var turister, der befandt sig på campingpladser og i ferieboliger.

De omfattende naturbrande har fået Frankrig til at bede om at få aktiveret EU's civilbeskyttelsesmekanisme for at få hjælp til slukningsarbejdet.

Det skrev Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, natten til fredag i et opslag på det sociale medie X.

- Vi vil snart modtage støtte fra to Canadair-slukningsfly fra Kroatien, to Air Tractor-fly fra Portugal samt to tunge Black Hawk-helikoptere fra Tjekkiet og Slovakiet, lød det.

Civilbeskyttelsesmekanismen er et samarbejdssystem i EU om hjælp ved katastrofer som for eksempel større naturbrande.

Også i det sydlige Italien og i det centrale Spanien har flammerne tvunget tusindvis af mennesker på flugt.

Skovbrande omkring den spanske hovedstad, Madrid, er de værste i regionens historie, siger den regionale leder Isabel Díaz Ayuso fredag ifølge AFP.

Brandene har indtil videre hærget omkring 6000 hektar, og mindst 19.000 personer i Madrid-regionen er blevet evakueret eller bedt om at blive inden døre, lyder det videre.

I Italien kæmper tusindvis af redningsarbejdere mod brande på Sicilien og i regionen Calabrien.

I sidstnævnte har lederen af det lokale civilforsvar sagt, at der er tale om bevidst påsatte brande, som "ondsindede personer" står bag. Der skal blandt andet være blevet bundet klude med brandfarlig væske fast til halen på herreløse katte for at sprede brandene.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden