Hunt og Zahawi er ude af konservativ britisk lederkamp

Kandidatfeltet er indsnævret til seks i kampen om at blive konservativ leder og britisk premierminister.

Finansminister Nadim Zahawi er blandt de mere kendte navne, som nu er ude det konservative lederræs. <i>Henry Nicholls/Reuters</i>

Finansminister Nadim Zahawi er blandt de mere kendte navne, som nu er ude det konservative lederræs. Henry Nicholls/Reuters

Tidligere minister Jeremy Hunt og nuværende finansminister Nadhim Zahawi er ude, mens tidligere finansminister Rishi Sunak fører et felt på seks i kampen om at blive ny konservativ leder og premierminister i Storbritannien.

Det står klart efter en afstemning blandt konservative parlamentsmedlemmer onsdag.

Kravet for at gå videre fra onsdagens afstemning var, at man kunne sikre sig opbakning fra mindst 30 af samtlige 358 konservative medlemmer af Underhuset.

Det lykkedes hverken Hunt eller Zahawi. Men Sunak lagde sig med 88 stemmer i spidsen.

Imens fik udenrigsminister Liz Truss 50 stemmer, mens tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt fik 67 stemmer.

Senest 21. juli skal feltet være indsnævret til kun to kandidater.

Hvem der til sidst står som vinder og ny leder, skal afgøres hen over sommeren ved en urafstemning blandt de omkring 160.000 medlemmer af partiet i hele landet.

Netop det gør også den fortsatte kamp uforudsigelig.

Sunak er bookmakernes favorit og har altså solid støtte i parlamentsgruppen.

Men mindre kendte navne som tidligere ligestillingsminister Kemi Badenoch, der fik 40 stemmer, og især Mordaunt er populære blandt partimedlemmerne, som i sidste ende træffer beslutningen.

Således viste en YouGov-meningsmåling blandt 800 partimedlemmer, at Mordaunt ville slå alle andre i en afstemning med kun to kandidater, mens Sunak ville tabe til næsten alle.

Jeremy Hunt, som nu er ude, sluttede som toer efter Boris Johnson, da Det Konservative Parti i 2019 valgte ny formand.

Han takker på Twitter sit "fantastiske hold" og skriver:

- Det står klart for mig, at man kun får én rigtig mulighed for det her, og jeg havde min i 2019.

- Ikke desto mindre er det tydeligt, at vores parti har en spændende fremtid med den talentmasse, som er med i det her kapløb, skriver han.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.