Verden

Huse skyllet væk af vandmasser i Nigeria: Mindst 117 døde

Talsperson melder om fortsat stigende dødstal under voldsomme oversvømmelser i det centrale Nigeria.


Opdateret kl. 15:46

Oversvømmelser i det centrale Nigeria har kostet mindst 117 mennesker livet.

Det oplyser en talsperson for katastrofemyndigheden i den nordlige delstat Niger ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag.

En anden talsmand fra Nigerias statslige krisemyndighed Sema sagde tidligere fredag, at dødstallet er "stigende".

Der er blevet meldt om voldsomme oversvømmelser i blandt andet byen Mokwa, som ligger i delstaten Niger.

Her er over 50 huse blevet ført med af vandmasserne.

Det er endnu sparsomt med oplysninger fra det berørte område.

Årets regntid i Nigeria er blot ved at begynde. Den varer normalt omkring seks måneder. Forskere advarer om, at klimaforandringer allerede nu medfører mere ekstreme vejrmønstre.

Oversvømmelser skaber hyppigt store problemer i Nigeria, hvor mange hvert år mister livet på grund af voldsomme regnskyl og dårlig infrastruktur.

Problemerne består blandt andet i utilstrækkelig afledning af regnvand, hjem tæt på vandveje og affald, der bliver dumpet i kanaler og afløb.

2024 var et af de værste oversvømmelsesår i årtier i Nigeria.

Over 1200 mistede livet, og 1,2 millioner mennesker blev fordrevet. Store dele af landet blev påvirket.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden