ledelse

Ibrahim Traore er officielt Burkina Fasos leder efter kup

Det afrikanske land får tredje leder på under ni måneder efter kup. Kaptajn i landets hær skal lede landet.

Magtskiftet i Burkina Faso kommer samtidig med anti-franske protester, hvor demonstranterne har bragt russiske flag på gaden.
Magtskiftet i Burkina Faso kommer samtidig med anti-franske protester, hvor demonstranterne har bragt russiske flag på gaden. Issouf Sanogo/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:44

Ibrahim Traore er officielt udnævnt som Burkina Fasos præsident efter et militærkup, skriver nyhedsbureauet AFP. På mindre end ni måneder har der været to kup i det vestafrikanske land.

Ibrahim Traore er kaptajn i landets hær.

I weekenden blev landet ramt af uro, da den nu tidligere militærleder Paul-Henri Sandaogo Damiba gik med til at træde tilbage. Hans endelige tilbagetrædelse kom, to dage efter at han blev kuppet af Ibrahim Traore.

Efterfølgende flygtede Damiba til Togo. Damiba havde selv kuppet sig til magten, da han fik afsat landets tidligere præsident Roch Karore.

Da Roch Karore blev afsat i januar, var det med henvisning til stigende usikkerhed.

Den nye leders udnævnelse er blevet offentliggjort i en officiel udmelding, der blev læst op på nationalt tv.

Der spekuleres lige nu i, om Burkina Fasos nye leder kommer til at følge et eksempel, man har set i andre skrøbelige fransktalende afrikanske lande, der har formet tætte bånd til Moskva på bekostning af forholdet til Frankrig, regionens tidligere kolonimagt og traditionelle alliancepartner.

Den dramatiske magtovertagelse sker samtidig med anti-franske protester og pludselige fremkomster af det russiske flag båret af demonstranter.

USA har advaret militærstyret om risikoen ved at alliere sig med Rusland. Herfra lyder det, at man fordømmer "alle forsøg på at forværre den nuværende situation i Burkina Faso".

Stabiliteten i Burkina Faso er udfordret af et syv år langt jihadistoprør, der har kostet tusindvis af menneskeliv og sendt næsten to millioner på flugt fra deres hjem.

Mere end en tredjedel af landet er udenfor myndighedernes kontrol.

Der bor omkring 21 millioner mennesker i Burkina Faso, som ligger i Vestafrika.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden