ICC-chefanklager suspenderet før afstemning blandt medlemslande
ICC's Karim Khan er blevet suspenderet efter mistanke om krænkende adfærd. Han kalder beslutningen ulovlig.
Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, Karim Khan, er blevet suspenderet, mens der afventes en afstemning blandt medlemslandene om hans fremtid.
Det oplyste domstolens styrende organ mandag.
En unavngiven diplomatisk kilde med kendskab til beslutningen siger til Reuters, at et udvalg under det styrende organ har fastslået, at Khan har begået alvorlig tjenesteforseelse.
Meldingen kommer efter en 18-måneder lang undersøgelse af anklager mod Khan. Han er blevet beskyldt for seksuelt krænkende adfærd mod en advokat ansat på hans kontor.
Den unavngivne kilde siger til Reuters, at udvalget bag undersøgelsen har anbefalet, at Khan fjernes permanent fra sin stilling.
Konklusionen fra undersøgelsen vil ifølge Reuters nu blive sendt videre til domstolens 125 medlemslande. De skal så stemme om Khans fremtid på et særligt indkaldt møde.
Ifølge dpa vil mødet finde sted hurtigst muligt.
I en pressemeddelelse mandag sagde ICC-udvalget, at det har truffet en beslutning i disciplinærsagen mod Khan, og at det har sendt sagen videre til Forsamlingen af Deltagerstater i ICC. Det fremgik dog ikke, hvilken beslutning det havde truffet.
- Udvalgets afgørelse og den tilhørende dokumentation vil forblive fortroligt, lød det.
Fra Khans advokater lyder det i en udtalelse, at han på det kraftigste afviser beslutningen om at lade ham suspendere. De gentager, at han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.
- Beslutningen er ulovlig, proceduremæssigt uretfærdig og savner bevismæssigt grundlag, står der.
Khan har ikke stået i spidsen for ICC's anklagerkontor siden maj sidste år. Her tog han frivilligt orlov, mens man ventede på resultatet af undersøgelsen af anklagerne mod ham.
Han er ifølge Reuters den første ICC-chefanklager, som formelt er blevet suspenderet fra sin stilling af domstolens tilsynsorgan.
Som chefanklager står britiske Karim Khan i spidsen for at retsforfølge krigsforbrydere og undersøge anklager om krigsforbrydelser.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.