Indere protesterer mod løsladelse af 11 gruppevoldtægtsmænd

Indien er nået til et punkt, hvor voldtægt er blevet normalt, siger demonstrant om løsladelse af gerningsmænd.

Siden løsladelsen af 11 voldtægtsmænd i midten af august har der været store protester flere steder i Indien som her i New Delhi lørdag. <i>Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix</i>

Siden løsladelsen af 11 voldtægtsmænd i midten af august har der været store protester flere steder i Indien som her i New Delhi lørdag. Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

I Indien er der protester over hele landet mod en beslutning fra regeringen om at løslade 11 mænd, som var idømt fængsel på livstid for en gruppevoldtægt af en muslimsk kvinde.

Mændene blev løsladt 15. august efter at have afsonet 15 års fængsel.

Det skriver britiske BBC.

Mandlige og kvindelige demonstranter opfordrer regeringen til at omgøre beslutningen om at løslade voldtægtsmændene.

Blandt andre den indiske filmstjerne og kvinderettighedsforkæmper Shabana Azmi.

- Med tanke på det, der skete med Bilkis Bano og hendes familie, kan vi ikke bare stå og se til fra sidelinjen, siger hun til nyhedsbureauet AFP.

Bilkis Bano og to af hendes børn var de eneste overlevende blandt en gruppe på 17 muslimer, som blev angrebet af en gruppe hinduer i den vestlige delstat Gujarat i 2002.

På daværende tidspunkt var Bilkis Bano gravid, og syv af de i alt 14 dræbte var familiemedlemmer, herunder hendes treårige datter.

En studerende ved navn Aditi, der også deltager i protesterne, mener også, at nok er nok.

- Dette kvindehad og patriarkat er vokset så meget, at det har nået et punkt, hvor voldtægt nu er normalt for mennesker, siger Aditi.

Parallelt med protesterne har flere end 100 pensionerede embedsmænd skrevet til den indiske overdommer i sagen og udtrykt bekymring for, at løsladelsen af voldtægtsmændene kan få frygtelige konsekvenser for kvinders sikkerhed i landet.

Det har også vakt kritik, at de 11 voldtægtsmænd blev løsladt på dagen for 75-året for Indiens uafhængighed.

Efter løsladelsen udtalte Bilkis Bano i en erklæring, at hun var "tom for ord".

- Jeg er stadig helt følelsesløs.

- Jeg stolede på de højeste domstole i vores land. Jeg stolede på systemet, og jeg lærte lige så langsomt at leve med mit traume.

- Løsladelsen af de dømte har rystet min tro på retfærdighed, udtalte hun.

Delstatsregeringen i Gujarat har forsvaret beslutningen om at løslade mændene. Den henviser blandt andet til, at fængsel på livstid i Indien typisk er omkring 14 år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.