Medier beretter om eksplosioner i Ukraine - også i Kijev
Passagerer og flypersonale i lufthavnen i Kijev er blevet evakueret, oplyser Ukraines regering ifølge Reuters.
Opdateret kl. 05:26
Der er meldinger om eksplosioner flere steder i Ukraine, inklusive i hovedstaden Kijev, hvor der også er hørt skud i nærheden af lufthavnen.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters tidligt torsdag morgen dansk tid.
Reuters skriver også, at der er blevet hørt en række eksplosioner på den russiske side i Belgorod-provinsen, der grænser op til Ukraine.
Der er også meldinger om, at der er missilangreb mod militære installationer i Kijev.
Lufthavnen i Kijev har aflyst alle flyafgange, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.
Passagerer og flypersonale er blevet evakueret fra lufthavnen, oplyser Ukraines ministerium for infrastruktur ifølge Reuters.
Militære faciliteter i hovedstaden Kijev og byen Kharkiv er tidligt torsdag morgen også blevet udsat for missilangreb. Det oplyser det ukrainske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingerne om eksplosioner i Ukraine kommer, kort efter at præsident Vladimir Putin har meldt, at Rusland har igangsat en særlig militær operation i Ukraine.
Dermed har den russiske præsident trodset vestlige landes indgående opfordringer om ikke at starte en krig, skriver AFP.
I en tale på russisk tv natten til torsdag sagde Putin også, at Rusland ikke har planer om at besætte ukrainsk territorium, og at "Rusland vil reagere med det samme, hvis udenlandske magter blander sig".
Storbritanniens ambassadør i Ukraine, Melinda Simmons, skriver på Twitter, at et "helt uprovokerede angreb" i Ukraine begyndte efter Putins melding.
- Et helt uprovokeret angreb på et fredeligt land, Ukraine, udspiller sig Det er helt forfærdeligt.
- Bare fordi man er forberedt på det og har tænkt over det i uger og måneder, betyder det ikke, at det ikke er chokerende, når det rent faktisk sker, skriver hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.