Verden

Irans allierede i Yemen truer med angreb efter fire ugers krig

Houthierne i Yemen, som tidligere har angrebet skibe som reaktion på regionale konflikter, kommer med trussel.

Den militære talsperson for Yemens houthi-bevægelse siger, at houthierne er klar til at blande sig i Iran-krigen. (Arkivfoto).
Den militære talsperson for Yemens houthi-bevægelse siger, at houthierne er klar til at blande sig i Iran-krigen. (Arkivfoto). Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix

Yemens houthi-bevægelse er klar til at gribe til våben, hvis andre lande tilslutter sig USA og Israels krig mod Iran.

Det siger Yahya Saree, som er militær talsperson for houthierne, i en tv-transmitteret tale.

- Vi bekræfter, at vores fingre er på aftrækkeren til direkte militær intervention, siger talspersonen.

Houthierne er støttet af styret i Iran. Houthi-bevægelsen har kontrolleret store dele af Yemen i omkring et årti. Den har blandt andet kontrol over Yemens hovedstad, Sanaa.

Talspersonen truer også med angreb, hvis Det Røde Hav bliver brugt til at angribe mål i Iran.

Houthierne har tidligere angrebet skibe i Det Røde Hav som reaktion på regionale konflikter. Gruppen har indtil videre ikke grebet ind i den seneste krig i Iran, der har varet en måned.

Truslerne fra houthi-bevægelsen øger udsigten til en bredere regional konflikt - især set i lyset af houthiernes evne til at ramme mål langt uden for Yemen og forstyrre skibsruter omring Den Arabiske Halvø.

Irans shiamuslimske allierede i både Libanon og Irak har allerede tilsluttet sig krigen i regionen, som blev udløst af amerikanske og israelske angreb på Iran 28. februar.

Houthiernes militære talsperson opfordrer USA og Israel til omgående at stoppe angrebene på Iran og allierede lande - herunder de palæstinensiske områder, Libanon og Irak. Han opfordrer også til at få gennemført våbenhvileaftalen i Gazastriben.

Houthierne er allierede med den militante palæstinensiske gruppe Hamas i Gazastriben.

Efter angrebet den 7. oktober 2023 på Israel fra Hamas, som udløste krigen i Gazastriben, begyndte houthierne at angribe international skibsfart i Det Røde Hav. Houthierne sagde, at de handlede i solidaritet med palæstinenserne.

Gruppen affyrede også droner og missiler mod Israel. Det udløste gengældelsesangreb fra Israel samt amerikanske angreb på houthi-mål i Yemen.

Houthierne indstillede disse angreb efter en amerikansk-mæglet våbenhvile mellem Israel og Hamas i oktober 2025.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden