Iransk protest mod Paludan ved svensk ambassade i Iran
Over en snes demonstranter deltog i aktion i Iran i kølvandet på optøjer og koranafbrændinger i Sverige.
Iranske studerende har demonstreret uden for Sveriges ambassade i Teheran mod anti-islamiske gruppers koranafbrændinger. Det rapporterer AFP.
Over en snes demonstranter deltog i aktionen, som fandt sted mandag. Det sker i kølvandet på optøjerne i Sverige i forbindelse med leder af Stram Kurs Rasmus Paludans afbrændinger af koraner.
Tidligere har det irakiske udenrigsministerium indkaldt Sveriges chargé d’affaires i Bagdad til samtale. Det irakiske udenrigsministerium er ifølge AFP bekymret for, at hændelserne i Sverige kan have "alvorlige følger" for forholdet mellem Sverige og den muslimske verden.
Rasmus Paludan indledte torsdag en tur rundt i Sverige, hvor han blandt andet har brændt koraner af.
Det har flere steder udviklet sig voldsomt med bilbrande, stenkast og tilskadekomne betjente og civile.
Søndag gik det voldsomt for sig i Norrköping og Linköping, selv om Paludan aldrig mødte op som bebudet.
Der blev sent søndag aften og natten til mandag påsat flere brande, og der opstod ny uro i Malmø-bydelen Rosengård.
Svensk politis rigspolitichef beskrev mandag uroen i Sverige med stor alvor. Han sætter deltagerne i urolighederne i forbindelse med kriminelle grupperinger.
- Vi har stærk mistanke om, at de har tilknytning til kriminelle grupperinger, siger den svenske rigspolitichef, Anders Thornberg, på et pressemøde mandag.Han mener, at de indblandede har fokuseret på at skade politiet.
- Man forsøgte at dræbe politibetjente, siger han.
/ritzau/TT
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.