Verden

Irsk politi efterforsker droner nær Zelenskyjs fly

Uidentificerede droner trodsede et flyveforbud og var i irsk luftrum, da Zelenskyjs fly skulle lande i Dublin.

Irlands premierminister, Micheal Martin (t.v.), tager imod den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj (t.h.), og den ukrainske førstedame, Olena Zelenska (i midten), da de var trådt ud af flyet efter landing i Dublins lufthavn mandag aften. Fredag er det kommet frem, at der var militærlignende droner i luften på trods af et flyveforbud i området.
Irlands premierminister, Micheal Martin (t.v.), tager imod den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj (t.h.), og den ukrainske førstedame, Olena Zelenska (i midten), da de var trådt ud af flyet efter landing i Dublins lufthavn mandag aften. Fredag er det kommet frem, at der var militærlignende droner i luften på trods af et flyveforbud i området. Paul Faith/Ritzau Scanpix

Irsk politi har indledt en efterforskning af droner, der befandt sig i luften, da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, fly landede i Dublin mandag aften.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den irske avis The Journal skriver, at flere militærlignende droner var blevet observeret af et irsk flådefartøj. Dronerne havde ifølge avisen kurs mod den rute, Zelenskyjs fly fløj.

Et flyveforbud var gældende over Dublin på det tidspunkt.

Irlands premierminister, Micheál Martin, siger til public service-kanalen RTE, at han vil holde et nationalt sikkerhedsmøde om hændelsen inden udgangen af december.

Men han tilføjer, at han ikke vil komme med "nogen kommentarer, før vi har en fuld gennemgang", da han fredag blev spurgt, om Rusland står bag episoden.

- Det er tilstrækkeligt at sige, at siden Ukraines krig begyndte, har der været øget aktivitet på cybersikkerhedsfronten, på det maritime område og i forbindelse med droner, siger Martin.

Unavngivne kilder har oplyst til The Journal, at dronerne blev sendt i luften nordøst for Dublin og fløj i op til to timer.

Politiet er ved at fastslå, om dronerne blev sendt afsted fra land eller fra et skib.

Europa har været på højeste beredskab, efter at der har været mystiske droneflyvninger over lufthavne og følsom infrastruktur i de seneste måneder.

Det gælder blandt andet også danske lufthavne.

Der er stigende bekymring for, at sådanne forstyrrelser kan være en del af Ruslands hybride krigshandlinger mod europæiske lande, der støtter Ukraine.

Zelenskyj ankom mandag aften til Irland på sit første officielle besøg. Han ankom fra Paris, hvor han havde holdt møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden