Islamister angreb område nær fængsel i Raqqa
Islamisk Stat tager ansvar for mislykket angreb mod et fængselscenter i den nordlige syriske by Raqqa.
Mindst seks medlemmer af en kurdiskledet sikkerhedsstyrke og to jihadister blev mandag dræbt, da Islamisk Stat mandag udførte et mislykket angreb ved et fængsel for ekstremister i det nordlige Syrien.
Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, som siger, at angrebet var vendt mod et kurdisk sikkerhedsfængsel i Raqqa.
Raqqa fungerede tidligere som Islamisk Stats hovedstad i det nordlige Syrien.
I dag har det militære efterretningsvæsen blandt andet et fængsel i byen, hvor der er indsat hundredvis af jihadister, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Ved mandagens angreb var jihadisterne ude efter det militære efterretningsvæsens fængselscenter, siger Rami Abdel Rahman, som leder Sohr.
Islamisk Stat tog mandag skylden for angrebet på sikkerhedskomplekset i det nordlige Syrien.
- To medlemmer af IS foretog et overraskelsesangreb her til morgen for at hævne muslimske fanger og jihadisters pårørende i den kurdisk administrerede Al-Hol lejr, siger gruppen i en erklæring på Telegram.
I juni 2014 udråbte Islamisk Stat (IS) sit såkaldte kalifat i dele af Syrien og Irak efter kampe mod oprørsgrupper og den syriske hær.
I marts 2019 erklærede de syriske styrker en "100 procent territorial sejr" over IS. Der findes dog i dag fortsat tusindvis af mennesker, som sympatiserer med eller sværger troskab til det mere decentrale IS.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.