Israel hævder at have afværget iranske attentatforsøg
Iran ville ifølge Israel dræbe en amerikansk general, en israelsk diplomat og en fransk journalist.
Israel hævder at have afværget flere iranske attentatforsøg - blandt andet mod en amerikansk general i Tyskland, mod en journalist i Frankrig og mod en israelsk diplomat i Tyrkiet.
- Disse terrorangreb var beordret, godkendt og finansieret af den øverste ledelse i det iranske regime, hedder det i en erklæring fra den israelske premierministers, Naftali Bennetts, kontor.
- Planerne skulle have været udført af Revolutionsgarden.
En agent, som er sigtet for at være involveret, blev pågrebet og afhørt på iransk territorium for flere måneder siden, lyder det i den israelske erklæring.
Israelsk radio omtalte søndag denne agent som medlem af Quds, der er Revolutionsgardens elitestyrke.
Efter at være blevet pågrebet og afhørt af den israelske efterretningstjeneste Mossad, blev agenten angiveligt løsladt. Han skal ifølge israelske medier opholde sig et sted i Europa.
Han har angivelig tilstået at have modtaget 150.000 dollar (godt en million kroner) for at have forberedt angreb. Agenten skulle desuden angiveligt være blevet lovet yderligere en million dollar, efter at de var udført.
Israelske medier har offentliggjort en video med agenten, hvor han indrømmer planer og udtrykker anger for handlingerne.
/ritzau/dpa
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.