Israel skyder tre Hizbollah-droner ned

Ifølge Israel var dronerne på vej mod gasfeltet Karish - angiveligt på en efterretningsmission.

Det israelske militær meddeler lørdag ifølge AFP, at det har skudt tre droner ned.

Ifølge Israel var dronerne blevet sendt afsted af den libanesiske Hizbollah-milits med retning mod et af Israels gasfelter i Middelhavet.

- Tre fjendtlige droner, som nærmede sig israelsk luftrum, er uskadeliggjort, hedder det i meddelelse fra det israelske militær.

Ifølge Israel var dronerne på vej mod det omstridte gasfelt Karish.

Hizbollah bekræftede i en efterfølgende erklæring, at dronerne var på vej mod gasfeltet.

Den israelske avis Haaretz skriver, at Hizbollah, som har nære bånd til Iran, ville skaffe efterretninger med dronerne. Ifølge avisen bar dronerne ingen våben.

Den iranskstøttede Hizbollah-milits har i mange år har haft en dominerende rolle i libanesisk politik.

Israels forsvarsminister, Benny Gantz, siger, at Hizbollah forhindrer staten Libanon i at opnå aftaler om maritime territorier og havgrænser, hvilket skader det kriseramte lands økonomi.

Hizbollahs alliance med Iran betyder, at den kæmper mod den anden stormagt i Mellemøsten, Saudi-Arabien, som synes på vej mod en ny rolle i regionen.

For første gang siden drabet på journalisten Jamal Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i 2018 besøger præsident Joe Biden senere i denne måned Saudi-Arabien.

Han skal også mødes landets reelle leder, kronprins Mohammed bin Salman.

Under Bidens rundrejse i regionen er det blandt andet planen at skabe en tilnærmelse eller forståelse mellem Israel og Saudi-Arabien.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.