Verden

Israels militær affyrer skud mod flere personer bag grænse i Gaza

Indbyggerne i Gaza bliver bedt om at holde sig på afstand af Israels soldater efter skudepisode tirsdag.

Israels militær har trukket sig ud af dele af Gaza, men befinder sig stadig inden for det palæstinensiske område.
Israels militær har trukket sig ud af dele af Gaza, men befinder sig stadig inden for det palæstinensiske område. Jack Guez/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:49

Israels militær har tirsdag affyret skud i Gaza, fordi flere personer nærmede sig de israelske styrker i det nordlige Gaza.

Det oplyser Israels militær (IDF) på det sociale medie X.

Ifølge militæret krydsede personerne "den gule linje", som er en grænse, der er tegnet i forbindelse med våbenhvileaftalen mellem Hamas og Israel.

De israelske styrker befinder sig bag linjen.

- Tidligere i dag blev adskillige mistænkte set krydse den gule linje og nærme sig IDF's styrker i det nordlige Gaza, en klar overtrædelse af aftalen.

- Efter flere forsøg på at holde dem på afstand nægtede de mistænkte at rette ind, hvilket fik styrkerne til at åbne ild for at fjerne truslen, skriver militæret.

I alt seks personer er tirsdag blevet dræbt af skud affyret af Israels militær i to separate hændelser to forskellige steder i Gaza, oplyser sundhedsmyndighederne i Gaza ifølge Reuters.

Dette er dog ikke bekræftet af Israel.

Israels militær opfordrer indbyggerne i det palæstinensiske område til at holde sig på afstand af de israelske soldater.

- IDF opfordrer Gaza-indbyggere til at følge anvisningerne og holde afstand til IDF-styrkerne, skriver Israels militær.

Som led i aftalen mellem Israel og Hamas har Israels militær trukket sig tilbage fra dele af Gaza, men militæret befinder sig altså stadig i Gaza.

Militæret kontrollerer nu 53 procent af Gaza.

Aftalen trådte i kraft fredag og indebærer blandt andet en våbenhvile samt frigivelse af de resterende israelske gidsler i Gaza og løsladelse af næsten 2000 palæstinensiske fanger i de israelske myndigheders varetægt.

Gidslerne og fangerne blev frigivet mandag.

Hamas skal også løslade alle afdøde gidsler, som befinder sig i Gaza. Da våbenhvilen trådte i kraft, var der 28 afdøde gidsler. De første fire blev løsladt mandag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden