Israels premierminister lykønsker Netanyahu med valgsejr

Premierminister Lapid siger, at han har givet ordre til at sikre rolig overdragelse af magten i Israel.

Nu er det officielt. Benjamin Netanyahu og hans allierede har sikret sig flertallet ved valget i Israel. Her under en tale i sit parti Likuds hovedkvarter. Han er flankeret af sine kone Sara. <i>Ammar Awad/Reuters</i>

Nu er det officielt. Benjamin Netanyahu og hans allierede har sikret sig flertallet ved valget i Israel. Her under en tale i sit parti Likuds hovedkvarter. Han er flankeret af sine kone Sara. Ammar Awad/Reuters

Israels premierminister, Yair Lapid, strækker torsdag aften våben og lykønsker landets tidligere mangeårige leder Benjamin Netanyahu med sejren ved valget to dage forinden.

Det oplyser Lapids kontor, der dermed bekræfter, at premierministeren har tabt kampen.

Reaktionen fra Lapid kommer, samtidig med at det næsten endelige resultat (99 procent) af valget er offentliggjort. Her konstaterer valgkommissionen, at 73-årige Netanyahu og hans allierede har fået flertal.

- Premierminister Lapid lykønsker oppositionsleder Netanyahu med hans sejr ved valget tirsdag. Han har meddelt ham, at han har givet instruktion til hele sit kontor om at forberede en velordnet overdragelse af magten, lyder det fra Lapids kontor.

Valget har givet Netanyahu og hans parti, Likud, mulighed for at samle et flertal til en ny regering. Det vil blive en ekstremt højreorienteret regering.

Præsident Isaac Herzog vil i næste uge give Netanyahu 42 dage til at danne en ny regering.

Netanyahu har flere gange været Israels premierminister. Han er den længst siddende leder i Israels 74-årige historie. Han har i flere år forsvaret sig mod anklager om korruption.

Netanyahus forventede nye regering vil basere sig på stemmer fra et parti, hvor lederen er dømt for racisme, og har truet med at fordrive de op mod to millioner arabere, der bor i Israel.

Det er partiet og alliancen Religiøs Zionisme, der ledes af Itamar Ben-Gvir.

Et andet af Ben-Gvirs politiske mål er, at Israel annekter den besatte vestbred.

Der er 120 medlemmer i det israelske parlament, Knesset. Det næsten optalte valg giver 32 pladser til Netanyahus Likud.

Religiøs Zionisme får 14 mandater og flere ultraortodokse partier, der vil samarbejde med Netanyahu, har sikret sig 14 mandater.

Sammenlagt har den højreorienterede blok sikret sig 64 pladser. Det oplyser valgkommissionen.

Yair Lapids blok af midterpartier ender med 51 mandater.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat i Aalborg Lufthavn tiltalt for billetfusk: Her er rettens dom
Luk